Coaching – Fremmer det stress?

Rigtigt mange mennesker henvender sig til en ”coach” for at få hjælp til forandring og ofte også til at ”komme af med sin stress”. Den typiske Coach arbejder igennem samtale, som for manges vedkommende fører til, at der stilles mål og udarbejdes en eller anden plan for, hvordan en ændret adfærd kan føre frem imod disse mål.

Følelsen af stress sættes typisk i forbindelse med en følelse af ikke at kunne nå det, som du skal. Kravene synes at overstige det mulige. Du er ”spændt for” og lever med en følelse af utilstrækkelighed og uro. Det bliver svært at koncentrere sig og være ordentligt til stede, idet alle mulige opgaver, som endnu ikke er nået, presser sig på i din bevidsthed. Dine omgivelser opfatter dig som ”fraværende”, ”fjern” og måske endog irritabel.

Stress knytter sig uløseligt til krav om præstation. Egne eller andres krav som er blevet gjort til sine egne. Vi kan ikke længere mærke os selv i det, vi gør, men retter overvejende vores opmærksomhed frem imod ”noget”, som endnu ikke er sket, eller endnu ikke er blevet nået. Jeg ser oplevelsen af ubehaget, som vores organismes forsøg på, at få os til at blive opmærksomme på os selv igen.

Kravene står altså på den ene side. Følelsen af utilstrækkelighed og mangel på tid på den anden side. Dette skaber et fysisk ubehag, som decideret kan føre til sygdom.

En ”kusk” bag tømmerne?

Coaching har spredt sig over hele verden som et ”værktøj” til personlig udvikling, og tager afsæt i ideen om at bruge en personlig træner. I sportsverdenen hedder træneren ”Coach” og han aflønnes for at skabe præstationer igennem sit hold. ”Find, udvikl og brug dine ressourcer bedst muligt, og opnå dermed dine mål” kunne et coach-mantra lyde. Midlet hedder ”refleksion”, ”anerkendende undersøgelse” og samtaleteknik, hvor du ved at arbejde med gode cirkulære spørgsmål, kan afdække, ”hvad der virker,” og dermed komme til at gøre mere af det. De fleste coachingsamtaler begynder med at der spørges ind til, hvad det er for en forandring, som ønskes. Indledningsvis i samtalen formuleres, hvad målet skal være, eller hvad ”drømmen” er.

Det engelske ord: ”Coach” betyder ”Kusk”. Det udtrykker altså titlen på en person, som styrer en hestevogn. I den positive betydning formår kusken at lokke hestene til at trække bedst muligt, uden at overanstrenge sig. Den gode kusk passer på sine dyr.

Metaforisk passer dette måske meget godt på opfattelsen af ”at vi alle er spændt for en vogn” og så længe vi løber herreløse rundt, opstår der frustration. Uden en kusk i sædet, spilder vi vores kræfter, og skaber ingen resultater. Vi mangler retning og når ikke i mål?

”Kusken” passer med andre ord ind i et system og en verdensopfattelse, der bygger på ideen om ”high performance” og mål: At livet handler om at nå noget, og at vi gør noget, for at opnå noget andet.

Vor tids optagethed af ”Coaching” bliver i det perspektiv til et symptom på en stressende levevis, og ikke, som det var tiltænkt, til en løsning. Med coaching risikerer vi at fastholde hinanden i et uhensigtsmæssigt paradigme.

At mærke sig selv?

Når vi oplever at være i nød, kan det gøre godt at tale med et andet menneske. Kontakten; at der er en, som lytter og føler med, giver os en oplevelse af at blive set og hørt. Vi mærker os selv igennem de forskelle, som mødet med dette menneske inviterer os til at se og mærke.

Principielt fungerer al menneskelig kommunikation på den måde. Når vi danser med hinanden, leger med fysisk kontakt, eller elsker, så føles det intenst, idet vi i mødet nødvendigvis vil sanse os selv. ;in højre hånd kan ikke mærke sig selv, idet der ikke er forskel på det, den vil mærke og ”sig selv”. Den kan derimod mærke den venstre hånd – i kraft af forskellen. Vores sanser fungerer på den måde. De agerer på forskelle.

Forskningsresultater viser, at nerverne som knyttes til vores sanser sender signaler uafhængigt af den ”sanse”-påvirkning, som de udsættes for. En synsnerve vil således give et signal til hjernen, som får os til at se en ”farve”, selv om øjet holdes i mørke og imens påvirkes af en dråbe meget svag syre. Den ”irriteres” og sender en impuls. Tilsvarende kan vi forstyrre nerverne overalt på kroppen til at sende signaler, som får os til at tro på, at vi udsættes for bestemte ting (dufte, berøringer, tryk og træk etc.), uden at disse ting overhovedet finder sted.

Vi handler, når vi sanser. Vi sanser, det vi tænker?

Vores oplevelse af vores verden, knytter sig til denne sansning. Vi kan udvikle vores sanser, dels ved at vi bruger dem og dels igennem de koncepter, som vi skaber for vores sansning. Koncepter opstår gennem erfaring, læring, oplevelser, refleksion og projektion. Vi sanser ikke (altid) bare. Vi sanser efter noget. Vinkenderen smager f.eks. efter nogle bestemte ”smagstyper”: Kirsebær, peber, egetræ, røg, trøffel etc., hvor den mere almindelige vindrikker blot undersøger, ”om vinen smager godt”.

De fleste har den opfattelse, at vi handler på baggrund af vores tanker. Det fungerer måske kun indirekte som en god forklaringsmodel? Hovedparten af de bevægelser vi benytter, opstår på baggrund af sansning. Jeg kradser mig i nakken, idet jeg mærker, at det klør. Efter at jeg har kradset, klør det måske endnu mere? Jeg drikker vand, da jeg fornemmer tørst. Vores tanker bruger vi først og fremmest til at skabe koncepter med – dvs. forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen – og efterfølgende til at tolke, hvad vores sansning betyder. Nyere undersøgelser (Joachim Bauer, se også Tor Nørretranders) peger på, at vores bevægelser og handlinger sker, før vi kan nå at reflektere over, hvad vi vil gøre. De udløses så at sige af en sansning, og gøres efterfølgende til genstand for en tankemæssig overvejelse. Det er med andre ord ikke konceptet om feedback, som gør os i stand til at udføre præcise bevægelser.

Mål og planer?

Et af de koncepter, som har bidt sig fast i mange menneskers verdensbillede, er det, som handler om ”mål, planer og fokus”. Vi har lært – både igennem vores kultur og opdragelse – at vejen til et succesfuld liv går igennem mål og handlingsplaner. Dette koncept, som også gennemsyrer erhvervslivet, ja næsten ethvert område af vores sociale liv, leder os i retning af hele tiden at tænke på fremtiden. På den måde risikerer vi at miste fornemmelsen for det, som vi gør og sanser lige her og nu. Jo mere tid jeg bruger på at tænke over min fremtid jo mindre plads gør jeg til min perception.

Mål forvandler sig meget let til krav. Hvor de skulle motivere os, som ”noget ønskværdigt” bliver de til fordringer og skyld. Når jeg spørger en forsamling ledere om: ”De må selv om, hvorvidt de når deres mål”? Bliver svaret typisk: ”Nej da, de er sat, for at de skal nås!” .. Med andre ord, ”målene” fungerer som fordringer. I og med at de endog også ofte fungerer sådan, at opfyldelsen af det ene mål, bliver starten på den næste mål – opstår der en indbygget utilfredshed med tilværelsen. Bliver vi nogensinde tilfredse?

Planer omhandler handlinger, som endnu ikke er sket. De fungerer som et forsøg på at forudsige en fremtid, for i bedste fald at kunne forebygge problemer og kunne tage hensyn til afhængigheder. ”Holder planen?” spurgte en leder mig for mange år siden. Jeg svarede: ” Nej naturligvis ikke, det er derfor, jeg har lavet den”. Vi må regne med at vores planer ikke holder. Alternativet var, at vi alle sammen blev ansat i ”Institut for Fremtidsforskning” for vores gode evne til at forudsige fremtiden præcist. Hvis det overhovedet skal give mening at lave planer, så må det være for at gøre sig overvejelser om bestemte relationer, muligheder og risici – alene med henblik på at få øje på dem. (sanse dem). Planer fungerer bedst, når vi ved, hvordan vi skal lave dem om. Den gængse opfattelse, jeg møder, er, at planer skal følges. De gøres til krav om en bestemt indsats, og vi får skyldfølelse, når de ikke holder.

Nå jeg fokuserer på noget, vil jeg udelukke andre ting. Igennem fokus formår jeg at koncentrere mig om ”det væsentlige”? Det store spørgsmål bliver så: ”Hvordan ved jeg, hvad der kan være væsentligt om et øjeblik, når jeg endog igennem mit fokus ikke vil opdage det”? Fokus vil med andre ord kunne afholde os fra at opdage noget, som også kunne være væsentligt. Fokus fungerer som spidsen af en nål. Det kan gennemtrænge alt (på sin vej imod målet) og stilles den på højkant, vælter den. Rammer den noget, som er for hårdt, knækker den. Fokus og harmonisk stabilitet fungerer som hinandens modsætninger.

Et andet koncept?

En vigtig vej til forebyggelse af stress går omkring at ændre sine koncepter om mål, fokus og planer. Vi skal blive bedre til at mærke os selv ved at blive opmærksomme og sansende i kontakten med vores omgivelser og mennesker omkring os.

Hvad er målet med Livet? Det er vel at leve det?

Hvad er målet med at elske? Er det ikke at elske?

Hvad er målet med at danse? …At blive færdige hurtigst muligt? Eller er det ikke blot at danse?

En ville sige, at han ”spiser for at blive mæt” – altså at målet med at spise er at blive mæt. Med det koncept, ville det måske være bedre at indlægge en sonde i mavesækken, og så sørge for at mavesækken hele tiden var fyldt?

Hvad er målet med at opdrage sine børn? At få sociale velopdragne børn ud af dem? Eller opdrager jeg, fordi jeg ”er far eller mor” og vil give dem kærlighed imens jeg opdrager?

Eksemplerne nævner jeg ud fra min antagelse om, at ”målet” med det vi gør, ligger i at vi gør det. Jeg gør det dermed absurd at tale om det, som ”noget” vi vil opnå, når engang dette eller hint lykkes…..”. Langt bedre bliver det i min iagttagelse, at vi gør noget med en intention. At når vi handler og bevæger os, så skaber vi retningen i vores bevægelse, imens vi bevæger os. En forudsætning for at dette fungerer bliver, at jeg formår at handle og bevæge mig kompetent og opmærksomt sansende, og forstår, at alt hvad der ”er”, bliver noget, som jeg ”gør”.

Intention gør vi til en kvalitet ved vores bevægelse. Den udtrykker ikke, ”at du ved, hvor du vil hen”, men mere at du handler aktivt, frit og tydeligt i dit eget ”rum” i forhold til dig selv”.

Du kan kun flytte dig selv?

Vil jeg hjælpe mennesker omkring mig, må jeg tage kontakt til dem, på en sådan måde at vi kan bevæge os sammen. Jeg kan ikke flytte andre, og jeg kan bevæge mig selv. Fungerer vores kontakt, vil vi flytte os sammen.

Tænk på det at danse med hinanden!

Hvis du under dansen fornemmer, at din partner ”skubber rundt med dig”, så vil du med al sandsynlighed opleve det som ubehageligt og manipulerende. Bevæger vedkommende sig derimod harmonisk og kompetent i en tydelig kontakt som bevares, med klare intentioner i bevægelserne, føles det let og sjovt at danse sammen. Vi inviteres til at bevæge os med hinanden. Kunsten for den dygtige danser, som danser med en begynder, ligger bl.a. i at kunne bevare kontakten også igennem hurtige og komplekse bevægelser. Tabes den ved at tempoet sættes for højt, må den uøvede give op.

Vil jeg hjælpe mennesker, som søger hjælp, igennem samtale, gør jeg dermed kontakten til hinanden meget vigtig, ligesom det bliver min undren og nysgerrige undersøgelse af mine egne antagelser, der fungerer som en invitation til, at den der søger min hjælp, også går på opdagelse i sit eget liv.

Det bliver mere et spørgsmål om at forstå, end at beslutte ”hvor vi vil hen”? Ved at undersøge det jeg gør, kan jeg øge mine handlemuligheder. Ved at afprøve forskellige koncepter sammen, kan jeg invitere mig til at sanse noget andet, end det jeg plejer, og samtidig bevare kontakten til det jeg gør lige nu.

Væk fra ”teknikker” og hen imod at iagttage sine egne koncepter?

Denne måde at se samtale på, vil flytte fokus væk fra ”coaching-metoder” og ”-teknikker” og over til noget så udefinerligt som ”livssyn”, værdier, opmærksomhed og bevægelses-kompetence. Værktøjer kan vi bruge på maskiner, som fungerer forudsigeligt, og som påvirkes ved at skrue på møtrikker og trykke på knapper.

Når det handler om interaktion i en gensidigt undersøgende samtale, findes der ingen ”værktøjer”, som du kan bruge på ”den anden”. Du har dig selv, og den kontakt, som I skaber med hinanden. Vil du undersøge din praksis som samtalepartner, så øv dig i kontakt, bevægelse og aktiv opmærksomhed. Udforsk de koncepter, som du sanser og handler ud fra ved at bevæge dig og iagttage!

”Kontrakten” for samtalen kan blive at samtale og iagttage. Den praksis: At møde sig selv i kontakt med et andet opmærksomt menneske kan opleves lige så livgivende, som at drikke et køligt glas friskt vand på en varm sommerdag.