Den kritiske sans? Er det en sans!?
Udtrykket “den kritiske sans” som det f.eks kommer til udtryk i sætningen “Han synes at mangle kritisk sans?” finder jeg ganske spændende. Kan det at kritisere virkeligt ses som en sans? Hvordan mon det hænger sammen?
Allerede de klassiske græske filosoffer var opmærksomme på vigtigheden af at kritisere.
Hvad de betegnede som “Sofia” dvs. visdom og indsigt …så de som foreningen af aisthesis (det sansede), episteme (den videnskabeligt begrundede viden) og nous (fornuft). Det hele involverede “Kritiké technē”: Kunsten at bedømme – måske nærmere: Håndværket “at bedømme”.
I moderne videnskabsteori vil en kritisk behandling af sammenhænge, hypoteser, overensstemmelse imellem iagttagelser, sammenligninger af metoder, vurdering af nytte.. og f.eks. også æstetik – ses som nødvendig kunnen for den, som vil udvikle viden.
I dag er der gerne enighed om at kritik vil være politisk. Dvs. farvet af et standpunkt, hvorfor kritikeren må søge at erkende sit eget standpunkt og vise det tydeligt.
Når Grækerne betegnede det som Kritiké technē – altså et håndværk eller en kunst, så peger det på, at de forbandt denne kunnen med en evne til at sanse.
Den kritiske sans og selvorganisering
Der er igennem, at jeg sanser, at jeg forbinder mig bevidst med det, jeg kalder for “mine omgivelser”. Mine sanser gør det muligt at erfare mig i mødet med alt andet. Ja måske i virkeligheden: At der overhovedet opstår en illusion om at være “noget“, der adskilles fra det, som er “omkring”?
Hvis, jeg drypper en dråbe olie i en skål med vand, vil fedtstoffet med det samme adskille sig fra vandet. Vi beskriver det sådan, at fedt-molekylerne vender sine polære dele ud mod vandet og selvorganiserer sig spontant.
Tilsvarende selvorganiserende principper finder sted overalt i naturen. Et eksempel er også fra blomsterpollen der i vand bevæger sig af-sig-selv i tilfældige og kontinuerligt omskiftelige retninger. Et fænomen der kaldes for “Brownske bevægelser”.
Da både du og jeg også er “natur”, giver det mening for mig, at iagttage måden “jeg” som organisme også selvorganiserer på?
Kan “den kritiske sans” så også være en af måderne det sker på?
Min sandhed kan vel være lige så rigtig som din sandhed?
“Min sandhed kan være lige så rigtig som din sandhed”. Den sætning har jeg hørt mange gange. Den bygger vel på en ide om, at Sandheden kan være enten rigtig eller forkert? ..og ikke mindst på at den kan være “nogens”? dvs. individuel og afhængig af hvem, der beskriver den eller “ser noget, på en bestemt måde”?
Hvis vi med ordet “sandhed” henviser til, “det som ER”, så kan det ikke være betinget af en “nogen”, som ser og beskriver?
Det sande må være hinsides beskrivelse?
Enhver beskrivelse af “sandheden” kan så ikke være andet end en beskrivelse, og ikke i sig selv det, den beskriver.
Skrevet på en anden måde: En finger, der peger, kan ikke selv være det, den peger på. Den vil pege på noget andet, end sig selv – præcis som beskrivelser gør det.
Forveksler vi imidlertid vores beskrivelser af det, som er.. og tager dem for at være, det som er. Så vil vi fumle sanseløse rundt i blind, og døv tro på det, vi beskriver om os selv og de omgivelser, vi færdes i.
Når det er svært at møde kritik?
Jeg oplever at mange mennesker har svært ved at møde kritik? Vi opdrages i vores samfund ved kontinuerligt at blive målt og bedømt for det, vi gør “rigtigt”. Vi ved, at vi for at få “succes” målt på samfundets målestok, helst skal bedømmes som både “rigtige og dygtige”?
Vi lærer i skolen at skrive stile, som vi ved, at læreren gerne vil have dem. Vi stræber efter gode karakterer, og græmmes når de ikke er “gode nok”.
Så kaldes vi med vores forældre til samtale for at få en alvorlig snak om fremtiden.
Vi opdrages til at frygte kritik. Det er som om mennesker bevidst lytter efter om der i det, der siges, ligger kritik eller ros? “Kritik” bliver synonymt med “at så er jeg nok ikke god nok”?
Den gøres “sand” og vi skal identificere os med den, hvis den skal virke i opdragelsen!
“Du vil vel ikke være den dummeste i klassen vel?”… “Vil du ikke vise, at du dur til noget?”
PUH… de fleste kender til de følelser, der knytter sig til den forståelse af kritik?
Vi tager den med ind i de relationer, vi skaber med andre mennesker. Søger hen, hvor vi mener at blive rost, uden at se, at netop ROS betyder at den anden IKKE ser os, som vi er, men betinger os i forhold til deres målestok, eller værre endnu … den målestok som de tror, at vi gerne vil bedømmes efter?
Rosen -den evige stræben efter den og for at undgå kritik, bliver noget af det, som binder mest?
Nogle mennesker lytter aktivt efter om der i det, der siges, mon kunne ligge en kritik af dem selv? Tolker de det sådan, vil reaktionen gerne være at gå i såvel forsvar, diskussion, eller angreb… Nærmest i refleks ved at reagere mod personen og “tage det personligt”.
“Dvs. at du mener, at jeg er forkert?” .. “DU GØR mig forkert!”
Hvordan bærer du dig ad med….?
Hvis nogen siger til mig, at hun synes, at jeg er ubehagelig, så kan jeg svare: “Hvordan bærer du dig ad med at skabe ubehag i dig, når du er sammen med mig?”
Siger en anden: “Jeg synes, at du er dejlig!” – Så kan jeg smile af, at han/hun skaber dejlighed i sig, i mødet med mig.
Helt grundliggende udtrykker begge udsagn en måde de to mennesker, hver for sig selvorganiserer sig i forhold til mig. De “skaber” sig selv i et møde, hvor de gør mig til sine omgivelser – SOM de sanser sig i dem, og SOM DE TÆNKER SIG i dem.
Igennem beskrivelsen af mig, positionerer de sig, i forhold deres ide om mig, og måden de formår at sanse sig på i dette øjeblik. Det ene bevæger det andet og omvendt. For langt de fleste sker dette ubevidst.
Ved at være opmærksom på det kan det bevidst-gøres.
Den kritiske sans i systemisk teori og tænkning
Den kritiske sans ser jeg således som meget vigtig. Det deler jeg med årtusinders tænkere og filosoffer .
(Den er også et meget centralt element i Videnskabsteori).
Zhuangzi kritiserede med vid, klarhed, humor og ironi Konfutse for sin moral-lære. Han gav ham øgenavne og fortalte anekdoter der stillede såvel Konfutse som sine tilhængere i et komisk og humoristisk lys.
Han tog ham samtidigt meget alvorligt ved ganske nøje og med den kritiske sans at holde moral-læren op imod sine egne tanker, og undersøge sammenhænge, grundantagelser, hypoteser, beskrivelser og det, der direkte kunne erfares.
Når, jeg her reflekterer over det, står det klart for mig at mange af de banebrydende opdagelser og ideer vi har set, vil være sprunget af nogens “kritiske sans”: Ved at kritisere den eksisterende eller almindelige opfattelse.. og f.eks. spørge.. “Kan det virkelig passe… Kunne det ikke hænge helt anderledes sammen?”
Nâgârjuna, Har jeg skrevet om før.
Sine skrifter og tanker står som en “kritik” af både den generelle måde at tænke på, og specifikt i forhold til samtidige Buddhistiske retninger måder at læse og tolke Gautama Buddhas tanker på.
Han er svær at læse. Vanskelig fordi han i den grad udfordrer og stiller spørgsmål til måden, vi tænker på? Samtidig er han særdeles relevant også i forhold til nyere systemisk tænkning. Der er ingen tvivl om at f.eks. George Spencer Brown er meget inspireret af ham.
Hvordan jeg sanser omfatter også den kritiske sans
Som en del af praksis finder jeg det vigtigt at undersøge, hvordan jeg sanser?
Det omfatter så også “den kritiske sans”!
Det betyder for mig ikke at være “imod”. Det handler om at stille spørgsmål til sammenhænge, grundlag, hypoteser, antagelser, det, som kan erfares etc…
Det kan læres og øves .. Præcis som jeg lærer og øver at kvalificere måden, jeg sanser på.
Denne kritiske sans, og klarhed og gennemsigtighed, er for mig – som alle andre måder jeg kan sanse (mig) på – medvirkende til, at jeg kan passe på mig uden at skulle gemme mig bag en grænse.
Ikke nok med det. Den skaber også mig, på samme måde som de andre sanser gør det. Den gør bl.a. tydelig.
Jeg er vild med tydelighed og klarhed!
Kom og vær med i et undersøgende fællesskab på Systemisk institut i Nølev: