Emergens – Hvad beskriver det?
Begrebet “Emergens” benyttes ofte i den systemiske teori. I traditionel forståelse beskrives emergens gerne som:
“At helheden er mere end summen af enkeltdelene” og videre: “At en helhed kan have egenskaber, der ikke findes hos nogle af dets enkeltdele, men opstår alene i et sammenspil”
Sådanne formuleringer fører ofte til den misforståelse, at et levende system består af enheder, der forbindes med hinanden til helheder.
Et system opstår igennem iagttagelse
Et “levende system” opstår og vedligeholdes igennem og som iagttagelse. Dvs. kontinuerlig skelnen jeg også vil beskrive som “bevægelse”.
Hvis, jeg vil beskrive et menneske som “fingre, hænder, underarme, overarme, skuldre, brystkasse… osv.” så udtrykker denne opdeling en ren abstraktion, der skabes igennem den form, som iagttagelsen gives.
Radikalt set vil “systemet” – altså det, som betragtes – ikke kunne adskilles fra “det, som iagttager”. Dvs. såvel opdelingen og måden, det betegnes på, “hører med til dette system”. Iagttager og iagttagelse kan ikke skilles ad.
Sprogligt vanskeligt
Sprogligt set bliver det vanskeligt at beskrive, idet vores sprog typisk opererer med “ting”, der bevæges, og ikke med bevægelse som sådan.
“Du bevægede din hånd” – siger vi frejdigt, uden at reflektere over at det ikke er muligt at bevæge “hånden” uden at alt andet bevæges med. “Håndens bevægelse” afskilles alene igennem beskrivelsen af denne “bevægelse” fra såvel omgivelserne, kroppen, intellektet og de myriader af sammenhænge der ellers kunne beskrives, som noget der bevæges i sammenhæng med “håndens bevægelse”.
Ændres iagttagelsen – ændres systemet
Dette får naturligvis en stor konsekvens for vores almindelige opfattelse af “naturlove” eller andre regelmæssigheder, vi ønsker at beskrive for f.eks at forudsige bestemte “handle-mønstre”.
Hvis beskrivelsen af en sådan lovmæssighed umuligt kan adskilles fra iagttagelsen af det system, der beskrives, så vil den kun gælde for “det iagttagende system”. Iagttagelsen kan ikke adskilles fra det, som iagttages.
Ændres måden, der skelnes på, vil “systemet” også simultant ændres.
Iagttagelsen kan ikke adskilles fra det, som iagttages.
En familie?
Iagttages f.eks. noget vi f.eks. kalder for “en familie”, vil det, der ses, ikke være “familien som sådan, men “Denne iagttagelse af familien”. Beskrives den, udtrykker det ikke egenskaber ved “det som iagttages”, men ved “iagttagelsen selv”.
Det, som iagttages – her “familien” – findes simpelthen udelukkende igennem lige præcis den iagttagelse, der finder sted lige nu.
Idet det er så svært at beskrive, tenderer megen litteratur til f.eks til at skrive om “familiesystemer” som noget, “der er derude” – uafhængigt af den forsker eller terapeut, som beskriver dem. Det ses ikke, at deres eksistens er et resultat af forfatteres iagttagelse. De karakteriserer forfatterens måde at bedømme, opdele og kategorisere på.
Psykologen måler sig selv op imod sin klient
Vi kan med lige så god ret hævde, at det, som “måles”, når en psykolog iagttager og beskriver en klient, er psykologen selv og ikke klienten. Det svarer til at veksle imellem at sige: “Blyanten er 3 gange mit viskelæder lang” eller “Viskelæderet er ca en tredjedel af blyantens længde” – begge beskrivelser vil have lige megen ret.
Emergens i systemisk forståelse
Emergens i systemisk forståelse – vil altså pege på bevidstheden om, at enhver afgrænsning af “noget” f.eks. igennem beskrivelse vil forandre det, som iagttages – af den simple forklaring, at det, som iagttages er iagttagelse.
Hvor vi traditionelt har lært at opnå indsigt ved at dele det, vi iagttager og beskriver op i stadig mindre dele, så beskriver Emergens, at vi derved vil miste indsigt om det, vi oprindeligt ønskede at iagttage.
Vi kan ikke slutte fra “enkeltdele” til “helheder”, når det handler om det levende.
Drengen i skoleklassen
Hvis jeg ud fra min iagttagelse og beskrivelse af den adfærd, en dreng viser i sin skoleklasse, vil konkludere noget om, hvordan drengen i øvrigt “er”, vil jeg decideret være fuldstændigt blind for, at forskellen imellem “skoledrengen Søren” og “Søren alene på fisketur” vil være voldsom.
Hvad, jeg heller ikke ville se, var, at det at jeg beskriver hans adfærd, som om den kan betragtes uafhængigt af blot en eneste af de øvrige sammenhænge, der kan beskrives – inklusiv det forhold at, jeg iagttager og beskriver ham – kommer til af fremstå som en ren illusion. En “opfundet” mulighed af uendeligt andre.
Lad mig præsentere et andet eksempel.
Lederskab med Fury i skoven
En kvinde sætter sig op på en hest, som hun kalder for “sin”, og rider ud i skoven. Hun vil træne at blive bedre til “at lede hesten”.
I sin sidste træningstime bemærkede hun, at træneren sagde at “hun skulle tage lederskab!”
“Jeg må være mere klar i min styring!” tænker hun, idet hun drejer fra skovstien for at tage turen i skovbunden ned ad den stejle skrænt imellem knækkede træstammer.
Efterhånden som vejen bliver mere og mere ufremkommelig, og idet hun ihærdigt forsøger at styre hesten udenom de uoverskuelige forhindringer, bliver hoppen mere og mere urolig og gør modstand. Den spænding forplanter sig naturligvis til rytteren… og det hele ender med at Fury, som hoppen hedder, standser og står bomstille med en stille sitren i kroppen.
Lise – som jeg kalder kvinden – vender mere frustreret hjem, end hun var før. Måske tænker hun “Møghest”… og planlægger allerede en ny tid hos berideren i hovedet.
Et system
Hele ovenstående scenarie-beskrivelse udtrykker et “system”. Min beskrivelse her beskriver bl.a. hvordan Lise selv f.eks. ser på “lederskab” (Vel at mærke med mine ord).
Hvis nu Fury havde været alene uden Lise, så er der vel ingen der vil være i tvivl om, at hun uden problemer med al den sanselige opmærksomhed, en hest kendetegnes ved, kunne bevæge sig afspændt og ubesværet ned af denne skrænt i skovbunden?
Heste er ufatteligt bevægelseskompetente i mine øjne.
Lises ide om “at styre” vanskeliggjorde det ganske enkelt for Fury at passe både på sig selv og på Lise. Det er vel intet under – og et udtryk for stort lederskab hos FURY, at hun vælger at standse helt og nægte at gå videre?
Lederskab – at gøre det let at følges?
Hvis nu Lise og hendes berider havde iagttaget ”lederskab” som “at gøre det let at følges”? Dvs. Til en undersøgelse af, hvordan Lise skal bevæge sig (Iagttage og skelne) på en sådan måde så hun og Fury kan bevæge sig sammen med mindst mulig anstrengelse, så ville det måske have været en anden erfaring i skoven?
“Lederskabet” ville have bestået i at bevæge sig sådan, at Furys af-sig-selv kunne finde den sikreste vej ned for sig …
“Lederskabet” ville være “noget i måden, vi bevæger os sammen på”… og med “sammen” mener jeg ophør af to.
Lederskabet opstår så at sige I og af bevægelsen, og ikke som noget den ene kan “udøve på den anden”.
“Lederskabet” bliver til iagttagelse af iagttagelse….og dermed også til det, vi normaltvist kalder for Iagttageren.
At invitere til kontakt
I det øjeblik Lise erkender, at “Fury” KUN kan erkendes i “Lise”, igennem den skelnen, der finder sted ved at sanse og bevæge sig MED Fury, så bliver det til et spørgsmål om at invitere til “kontakt”. Dvs at der ikke længere stilles en illusion om at der er noget “imellem” os… imellem.
“Lederskabet” er det. der gøres, når du inviterer mig til at sidde på din ryg, og lade mig føre rundt i skoven og ned ad skrænten.
“Lederskabet” bliver emergens.