Er der forskel på at rose og at værdsætte?
I forbindelse med supervision er det ofte nødvendigt at give en tilbagemelding: En konstruktiv kritik. Denne bør være værdsættende, dvs. rette sig imod de ressourcer der findes, frem for at udtrykke “hvad der manglede”. Hvad er så forskellen på at rose nogen og at udtale sig værdsættende om vedkommendes handlinger?
Ros kan skabe afhængighed. Hvis vi behøver ros for at føle os godt tilpas, forbereder vi os på at få det dårligt når nogen siger, at vi ikke er ok. Ros indeholder typisk en vurdering eller “dom” om man vil. Det vi dømmer, kan vi ikke forstå. Hvis noget er godt: F.eks. ”Du er dygtig, du er god etc.”, så bliver det den dømmendes forståelse af etiketten ”at være dygtig” som udtrykkes, og ikke de handlinger, som den der roses har lavet, der forstås. Den som giver udtryk for sin ros på den måde, må også mene sig i stand til at vurdere det iagttagede. Denne vurdering kræver (sat på spidsen) altså en kvalifikation, som, såfremt rosen skal være noget værd, mindst er på linje med, eller er højere end den som roses har.
Alternativet til rosen er at sætte sin tilbagemelding i forhold til sine egne behov. “Jeg havde behov for… og jeg oplevede at det blev indfriet da du gjorde.. sådan og sådan”. Eller: ”Jeg har behov for følgende…” og videre give anvisninger eller forslag til hvordan disse behov kan opfyldes: ”Du kunne f.eks. gøre sådan og sådan… det ville sikkert indfri mine behov”.
At tilkendegive sin helt åbenhjertige mening om, og oplevelse af en anden person er i sig selv absurd. Normal etikette vil f.eks. forbyde en mand eller en kvinde at give åbent udtryk for sin erotiske tiltrækning (naturligvis afhængig af konteksten).
Det værdsættende adskiller sig fra rosen, ved at anerkende det der sker. Dvs. at udtrykke sin undrende nysgerrige iagttagelse… Og det som vi kan iagttage, er de forskelle som vi sanser. Ord (lyde), synsindtryk (lys), smag, dufte, bevægelser, træk, tryk, varme, kulde.
Det værdsættende består også i at finde og anerkende den positive intention i handlingen. Hvad er det, som jeg oplever, at vedkommende giver udtryk for at ville opnå igennem sin handling? – At værdsætte er IKKE at forsøge at vurdere hvad der ER. Det vi tror der ER, er i sidste ende kun forståeligt i vores egen konstruktion – og da kun forståeligt for os selv.