Hvad forstår vi ved et system?
Hvordan kan vi beskrive ”et levende system”? Et system opretholder sin eksistens og funktion igennem interaktion. Vores krop kan ses som et fantastisk eksempel på et levende system. Vi iagttager den som bestående af mange forskellige dele og organer. Hver del har egne funktioner og har indflydelse på de andre. Øjet kan ikke registrere noget uden blodforsyning. Bevægelsen i arme og ben hjælper med at pumpe blodet tilbage til hjerte og lunger. Hjerteslag og tanker påvirkes af fordøjelsen. Kroppen fungerer som et komplekst system – ligesom familien, og en organisation gør det. Naturen omkring os kan vi også se som et system.
Når vi iagttager forskellige levende systemer, ser vi mønstre som går igen. At beskrive noget ”Systemisk”, bliver til at reflektere over disse mønstre. Vi oplever derved gang på gang, at det mønster, som viser sig i et levende system, finder sin analogi i et andet system. Hvad min krop kan og viser mig, vil jeg f.eks. kunne genfinde, når jeg ser på en familie eller en virksomhed.
Hvad der kan opleves som meget vanskeligt tilgængeligt i den systemiske tankegang, er at vi må opgive at bestemme “systemerne” ud fra de enkeltdele eller helheder, som de tilsyneladende består af. Systemet ER så at sige ikke, det FUNGERER kun. Systemets skaber sin egen eksistens igennem den måde som det løbende udvikler sig på, og frem for alt i kraft af at det hele tiden selekterer imellem, hvad der skal høre til sig selv, og hvad der er “udenfor”. At beskrive et system bliver derfor et forsøg på at sætte ord på et udsnit af en løbende bevægelse og interaktion.
Vigtigt bliver det, hele tiden at være opmærksom på, at den beskrivelse, som vi skaber ikke har andet at gøre med det, som den beskriver, end at den “peger” på noget vi iagttager. Beskrivelsen er ikke systemet…
Når vi ser på levende systemer, er der bred enighed om, at de fungerer igennem et princip som de to systemikere Maturana og Varela har kaldt for “Autopoiese”. Med dette menes der, at levende systemer selv kontinuerligt producerer både sig selv, og de mekanismer som benyttes til at producere sig selv. “fabrikken bygger så at sige sig selv, efter fabrikkens egne principper, og ved hjælp af maskiner og materialer, som den selv har produceret.” … Altså et rekursivt princip. Dette fører også til, at vi betragter levende systemer som “informativt lukkede”. De kan forstyrres igennem ændrede påvirkninger udefra, og hvordan de agerer og reagerer på disse påvirkninger, kan ikke umiddelbart forudsiges med sikkerhed. Med endnu et paradoks, så bliver det eneste konstante ved levende systemer, at de hele tiden forandrer sig.