Hvem er jeg?
Et spørgsmål som dette kender de fleste af os: Du møder et nyt menneske, og indleder efter nogle få høflighedsfraser med: ”Nå, og hvem erdu så?” Eller du bliver præsenteret for en gruppe mennesker med følgende optakt: ” Ja det er så Xxx… som er uddannet … sådan og sådan..”.
Når jeg på nogle af mine seminarer beder deltagerne om at interviewe hinanden for på 5 minutter at finde så meget som muligt ud af en meddeltager, så indeholder beskrivelserne bagefter typisk ord som ingeniør, sygeplejerske, far, mor, sportsmand, løber. Spørgsmålene som intervieweren stiller tvinger den enkelte til at iagttage sig selv. Nu er det store spørgsmål så: Hvem iagttager hvem? Altså kan ”jeg” iagttage mig selv? Som jeg i tidligere artikler har beskrevet, er det kun forskelle vi kan erkende. Og der synes jo ikke at være nogen forskel imellem ”jeget” som iagttages, og ”jeget” som iagttager. Så hvad er det som vi ser på? Dette handler ikke om filosofi, men om simpel praksis.
Når vi betragter vores omverden, vil vi ofte rette vores fokus imod genstandene i den. Vi kan så skifte perspektiv, og forholde os til vores egne tanker om disse ting. Endeligt kan vi rette vores opmærksomhed imod tænkeren. Som Antonio de Mello skriver: Vores bevidsthed flytter sig fra ting, tanker… til tænkeren. Han fortsætter:Måske er det letteste at starte med hvad jeget ikke er: Er jeg mine tanker? … nej vel? Tanker kommer og går. Er jeg min krop? kroppens celler forgår og erstattes, og stofferne i os udskiftes således at der ikke findes en celle i min krop som var der for 7 år siden. Mit ”jeg” ser ud til at vare ved. Så er ”jeg” min krop?
Måske er både mine tanker og min krop en del af et ”jeg”, som hele tiden forandrer sig? Vi bruger det samme navn for den, på samme måde som vi kan navngive en flod, som aldrig er den samme, idet den hele tiden forandres. Er jeg mit navn? Min tro? Min karriere? … Skifter jeg ”jeg”, når jeg skifter job?
Det er så fristende for os at sætte ”etiketter” på vores jeg. Med etiketter mener jeg betegnelser, som skal beskrive, hvad noget er. Vores jeg er ikke noget, det gør noget. Vi siger: Jeg er angst. Jeg er syg. Er du din angst? Er du in sygdom? Når vi identificerer os med etiketterne, så standser vores forståelse og nysgerrighed. Lad os antage, at du føler dig bange eller ked af det. Når du lader være med at identificere dig med disse følelser, så gør du det muligt for dig at iagttage dem. Dit ”jeg” er ikke truet.
Antonio de Mello (1) kommer med et eksempel: ”Tænk på noget som forvolder dig smerte eller bekymringer. For det første, prøv at finde ønsket bag lidelsen, det, at der er noget som du ønsker dig brændende, for ellers ville du nemlig ikke lide. Hvad er dette ønske? For det andet så drejer det sig ikke kun om et ønske, der er en identifikation i det. På en eller anden måde har du sagt til dig selv: ”Mit jegs velvære, eller næsten hele dets eksistens, er forbundet med dette ønske.” Al lidelse skyldes, at jeg identificerer mig med noget, hvad enten dette noget er inden i mig eller uden for mig.”
(1) Antonio de Mello, ”Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed ”