Iagttagelse

En dialog om iagttagelse og iagttageren. Teksten er skrevet fra et systemisk perspektiv, og skal måske læses langsomt og opmærksomt?

Araguin – “den der vandrer” – samtaler om iagttagelse.

Ord og Navne

Han spurgte Araguin:

“Jeg har lagt mærke til, at du benytter ord og navne med omhu og forsigtighed. Hvad er det, som gør det så vigtigt for dig?”

Araguin svarede

“Vi opdrages til at tro, at et ord eller et navn henviser til en uafhængig realitet. At f.eks. ordet “hest” peger på en “virkelig hest” derhenne?
Når jeg lytter til dem, hører og ser jeg, at de i stedet benyttes til at afgrænse den, der iagttager i sin skelnen, og ikke mindst måden vedkommende skaber betydning på.”

“Hvad betyder det?”

“At ord benyttes af en iagttager, som en måde hvorpå han eller hun kan gøre omverdenen mere håndterlig for sig. Hver eneste beskrivelse der konstrueres, siger noget om iagttagelsen (og iagttageren), og ikke om det, der iagttages.”

“Pyh det er ikke let at forstå!”

“Måske kan jeg sige det sådan, at måden at beskrive på får en “nytte”. En nytte der ikke kan søges i “det derude”, men i fortællerens egen virkelighedsopfattelse og afledte adfærd.”

Selvåbenbaring

“Du mener, at hvis jeg nu siger til en kvinde, at hun ser dejlig ud, så siger den beskrivelse ikke noget om hende, men om mig?”

“Ja, at du f.eks vurderer hende på en målestok, som handler om “dejlighed” – uden at nogen kan vide, hvad det er for en skala, den indeholder, og hvad den reelt skal måle for dig”.

“Vil det sige, at du kan høre på det, jeg siger, og måden jeg siger det på, hvem jeg er”?

“Den vildfarelse kunne man let komme frem til. Nej – Hvis jeg, som iagttager af et menneskes forskellige udsagn, vil høre det, der siges, som en “selvåbenbaring”, og dermed mene at kunne gøre mig en “sand” ide om, hvordan vedkommende så “er”, ville jeg være blevet blind for, at MIN egen beskrivelse af vedkommende OGSÅ må fungere som en selvåbenbaring, dvs. ikke sige noget sandt om ham/hende, men udelukkende om mig igennem måden, jeg skelner på.”

…….

De gik for en tid tavst ved siden af hinanden i det høje græs. Gule citronsommerfugle sværmede op og dansede med lavendel-blå tidselsværmere i den lune morgensol.

Betydning gives sammenhæng til det, der ikke menes

Han spurgte så igen

“Hvad skal vi så bruge alle disse ord til?”

Araguin svarede efter endnu en pause

“De fungerer ikke alene som signaler og symboler, der hjælper os til at orientere os i vores iagttagelse; de bliver også til en måde, hvorpå vi kan bevæge os med hinanden. Invitere ind i en fælles iagttagelse måske? og er vi heldige: At blive bedre til at iagttage, hvordan vi iagttager og dermed konstruerer os selv og med os vores omverden. Da iagttagelse kan beskrives som bevægelse, betyder det også at vi derigennem forandrer måden, vi handler på – sammen og hver for sig.
Lad mig give dig et eksempel:

Når jeg lægger mærke til, hvordan “betydningen” af et begreb bliver til, opdager jeg igen og igen, hvordan det uløseligt hænger sammen med, hvad der IKKE menes med begrebet.

Vil jeg f.eks. beskrive det at være “menneske”, gør det en stor forskel, om jeg ser på mennesket i sammenhængen: Menneske – guddommelig, menneske – maskine eller menneske – dyr.

Benytter jeg ordet: “Elskov”, forandres betydningen, hvis jeg ser det i sammenhængene: elskov – porno, elskov – gymnastik, elskov – overgreb, elskov – massage, elskov – behandling.

Alt dette kan foregå fuldstændigt ubevidst eller alternativt iagttages opmærksomt.

For den, der beskæftiger sig med at invitere både sig selv og andre ind i bevægelse, finder jeg det overordentligt vigtigt og nyttigt at få øje på.”

Som at spille et spil eller lege en leg

“Det lyder nærmest som at lege en leg med ord og betydninger?”

“Ja det kan du godt sige. Som i al anden bevidst bevægelse – kan vi igen og igen opmærksomt “lege legen” med hinanden og undersøge, “hvordan denne leg også kan leges”. Lade sig invitere ind i sin egen undersøgelse. Som altså bliver til en iagttagelse af “sig”.

“Ah ja, idet det vil fungere som en selvåbenbaring?”

“Ja, når vi har øje for det. Altså at alt, hvad jeg hører, KUN siger noget om mig – idet det hørte skabes i mig.”

“Så bliver det meningsløst at diskutere, hvad noget “er” for at opnå enighed. Der er i så fald ikke “noget”, som er?”

………

De standsede samtidig ved en puslen i træerne få meter væk fra dem begge. Nogle af de nederste grene bevægede sig, og lave gryntelyde brød den liflige rislen fra bækken, de lige havde passeret.
Så hørte det op.

Er ingenting?

Araguin svarede:

“Alt, hvad der bliver, opstår ud af ingenting – af det tomme intet – idet det konstrueres igennem en skelnen, der på den ene side, som bevægelse betragtet, er universel, og på den anden side – i sin skelnen – fuldstændigt unik hver gang.
Det vanskeligste at se er måske, at både du og jeg SELV fremtræder som sådan en skelnen? Vi “er” der ikke reelt, som “nogen” der er forskellige fra hinanden eller det, som vi f.eks. færdes i lige nu.
Hvis jeg skal beskrive det meget enkelt, fører det til, “at alt, hvad der er, skabes i det, der intet er” – og uden skelnen vil der ikke være nogen forskel derimellem.
DEN beskrivelse kan naturligvis heller ikke være sand.
Jeg kan fristes til at forkorte dette til ordene: “Er – er det, som er” … eller “Væren er” … Og blot for at drille pege på, at det også vil “være”: “Ikke-væren er”.

Iagttagelse

Højt over dem svævede en stor fugl. Den stod nærmest stille i luften, som betragtede den de to skikkelser, der bevægede sig – nu stille – igennem det uendelige landskab. Fra den højde var de næsten ikke til at skelne fra rådyrene, der gik på den anden side af det smalle vandløb.