Kan jeg lide mig, når jeg er sammen med dig?
Er kærlighed en følelse som opstår igennem samværet med et andet menneske, eller er den simpelthen en måde at handle på? Hvis vi ”får” følelsen, hvem giver den så til os? Er følelser ikke altid forbundet med en adfærd… vores egen adfærd?
Eric Fromm skriver at kærlighed kan læres: Det er en færdighed at elske – en kunst. Dalai Lama skriver at Kærlighed opøves igennem daglige meditationer. Igennem indsigt og forståelse. Elsker vi et andet menneske, eller elsker vi ideen om et andet menneske som Anthony de Mello skriver? Når vi skuffes over ”den anden”, er det så ikke blot vores egen dømmekraft, som vi ærgrer os over?
Hvordan erkender vi overhovedet, at vi elsker og viser kærlighed? Ser vi det ikke i den måde, som vi skriver til hinanden på, de søde ord, hjertebanken, længsel og håb. Kys og berøringer, sensuelle drømme og ønsket om at opløse sig selv og ”smelte sammen” med den anden? Kan kærlighed ikke iagttages som en bestemt måde at kommunikere med hinanden på? Et medie på linje med f.eks. kunst, med sine egne regler og normer og fyldt med paradokser og modsigelser?
Er det ikke også igennem vores oplevelse af denne kommunikation, at vi erkender kærlighedens forandring? ”Den er der ikke mere!” siger nogen. ”Den er anderledes nu” siger andre. Kærligheden er ikke nogen steder, den skabes heller ikke. Ordet udtrykker noget, som fungerer imellem os.
Interaktion som vi tolker hver især, med hver sin ordbog igennem hver vores linse. Som et sprog, der ikke består af sine bogstaver og de regler der sættes op, men alene i kraft af, at der er nogen som taler, læser og forstår det. Som historien ikke ligger gemt i sorte bogstaver og hvidt papir, men først lever ved at blive skrevet, læst, fortalt og lyttet til.
Kan jeg forvente at du elsker mig? Ligger der ikke i den forventning en fordring? Og hvordan kan kærlighed gives frit, hvis jeg ved at den ønskes så højt, at den næsten bliver til et krav? Er vi ikke enige om, at kærlighed ikke kan tvinges frem som i sætningen: ”Så elsk mig dog!” ? Og hvordan kan vi så love, at vi vil gøre det? Ligger der i løftet et krav, en forpligtelse, en eksklusivitet og en fordring? … ”Du lovede mig!”. Kan vi love kærlighed? Eller må vi give afkald på alle løfter og udtrykke vores kærlighed som en vilje: ”Jeg vil dig!” ..nu og nu… og nu. Som en kontinuerlig bevægelse. Ikke som ET valg, ikke som mange valg, men som ”det jeg gør”, et ansvar… handlen.
Kun den der er fri, og altid kan handle på en anden vis – kan handle ansvarligt. Fratager og beskærer man en persons frihed, fratager man også denne persons mulighed for at handle ansvarligt.
Udtrykker vi ikke vores kærlighed, igennem måden vi bevæger igennem livet på? Elsker jeg for at opnå lykken for mig selv? For at beruse mig i en følelse. For at gøre noget for mig selv? Jeg elsker, drevet af, at jeg elsker mig selv, og vil mig det godt. Kan jeg overhovedet elske en anden, hvis ikke jeg formår at give kærlighed til mig selv?
Skal jeg dig give DIG lov til at elske mig? Eller handler det ikke altid om, hvorvidt jeg vil give MIG lov til at elske mig selv, eller om jeg elsker mig selv så højt, at jeg IKKE vil give dig lov til at elske mig? Kan jeg lide MIG, når jeg er sammen med dig?
Er det ikke en af de største kærlighedserklæringer vi kan give: ”Jeg kan lide mig, når jeg er sammen med dig”.