Kan vi forme vores børn?
Det er en typisk forestilling, at vi kan ”lave andre mennesker om”. Det er naturligt som far eller mor, at ønske det bedste for sine små poder: At de opfører sig ”ordentligt”, at de træffer de rigtige valg, at de uddanner sig, at de er glade og tilfredse osv.. Den store udfordring kommer, når de ikkegør, som vi siger. Spørgsmålet, som mange forældre sikkert har tænkt mange gange kunne lyde sådan her: Hvordan laver jeg som forælder om på mine børn, så de gør, som jeg ønsker, at de skal gøre? Er det overhovedet muligt? Ja, hvordan virker opdragelse? Jeg vil prøve at illustrere det med et eksempel:
Forestil dig at du møder en person, som du tiltrækkes meget af. Du ønsker at dette menneske får den samme opfattelse af dig… Hvordan gør du det?
- Opstiller du en række krav, hvor du i klare utvetydige meldinger fortæller, hvad der sker, hvis ikke vedkommende følger dit ønske, og begynder at elske dig? Lægger du pres på, hvis denne trussel ikke virker, og udtænker, hvordan straffen for ikke at elske dig, kan tilføres mere konsekvens? Bedømmer du det vedkommende siger og gør, ved straks at gøre opmærksom på, at ”sagde jeg det ikke nok… men så kan du jo lære det den hårde måde”.
- Prøver du at virke venlig og interesseret? Finder du alle de gode sider frem i dig, med henblik på at skabe en interesse hos den, som du ønsker skal få varme følelser for dig? Gør du dig umage for at lytte, og forholder dig åbent til de spørgsmål, som du bliver stillet? Prøver du at finde den gode intention bag det, som vedkommende gør, også når du umiddelbart ikke lige kan forstå baggrunden for det? Udviser du tålmodighed, og ”ser du igennem fingre” med ting, som du måske ikke umiddelbart er enige i, eller prøver du venligt at gøre rede for dit synspunkt og finde forskellige vinkler, hvorfra man kan ”se på tingene”?
De fleste ville være enige med mig i, at den sidste metode ville være den eneste, som virker. At lægge pres på en person for at få vedkommende til at elske sig vil have den modsatte effekt: Han eller hun ville trække sig tilbage, forsøge at undgå mig, og miste interessen.
Lige så lidt som vi kan tvinge nogen til at elske os, lige så lidt kan vi tvinge nogen til noget som helst andet. Et gammelt ordsprog siger: ”Du kan tvinge en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke”. Igennem tvang kan vi ødelægge et andet levende væsen. Vi kan slå eller øve psykisk vold, og sætte andre under pres. Vi kan på den måde skabe ødelæggende forstyrrelser og ændringer. Vi kan flytte vedkommende i forhold til omgivelserne med magt, men vi kan ikke få vedkommende til at tænke og føle, som vi gerne vil have det. Dette ”indre liv” kan kun vi selv påvirke. Ingen kan altså ”lave en anden om”. Alt hvad vi kan gøre er at give invitationer til ændringer, præcis som i eksempel 2 ovenfor. Virker den ene invitation ikke, må der en anden til. Betyder det nu, at det ikke er hensigtsmæssigt at opstille regler for sine børn? Regler fungerer som rammer og virker sådan, at de fratager den, som skal følge dem et frit valg. Hvis nogen fortæller mig, hvad jeg skal gøre i en given situation, og jeg følger dette påbud, så må vedkommende også tage ansvaret for, hvad denne handling fører til. Naturligvis bevarer jeg ansvaret for at handle overhovedet. Dvs. jeg kan vælge at lade være med at gøre det, som jeg får besked på.
Som forælder er min opgave at tage ansvar, så det hører naturligvis med til den opgave at udstikke rammer. Bivirkningen af disse rammer er, at de ikke understøtter udviklingen af barnets egen ansvarlighed, men tværtimod fjerner den. Så i takt med, at vi ønsker at ansvarligheden skal vokse hos vores børn, i samme takt skal reglerne erstattes af invitationer. Den bedste invitation vi kan give, er os selv som forbillede igennem adfærd og værdier. Værdier gør vi til vores egne igennem erfaring. Det er når vi gør noget sammen med vores børn, – og det vi gør sammen opleves positivt og meningsfuldt for barnet, – at værdierne ”smitter af”.