Parforholdet som system
Et par kan ses som et levende system. To selvstændige og forskellige mennesker finder sammen, og danner igennem deres indbyrdes kommunikation mønstre, som knytter dem til hinanden.
Sandsynligheden for, at netop disse to mennesker ville mødes, er ganske lille når vi tager i betragtning, hvor mange mennesker der totalt set findes på denne jord. De beslutter sig altså for at ”den anden” virker tiltrækkende, og efter flirt og snak, udveksler de kys og kram. For nogle (mange) opstår der en ”rus” som vi benævner ”forelskelse”. Om det er forelskelsen eller kroppens reaktioner der kommer først, er det umuligt at fastslå. Virkningen er, at der frigives forskellige hormoner, som medvirker til at opretholde denne tilstand af opstemthed. Begge gør typisk ting, som de ikke ville gøre, hvis ikke de lige havde gjort sig forelskede.
I det øjeblik de indleder forholdet med det første øjekast, begynder de at opbygge mønstre i deres gensidige kommunikation. Drivkraften kan vi kalde for ”gevinst”. Hver især søger måder at handle og kommunikere på, som bevidst eller ubevidst fremmer egen gevinst. Gevinsten kan være i form af sex, hygge, nærhed, fortrolighed, mad, tryghed osv.
Der opstår rutiner i måden at tale til hinanden på: ”Skat”, ”Tøs”, ”Lille mus”, ”Bamse”. I overgangen imellem de indledende møder, og det mere stabile forhold præges følelserne af forelskelse. Man svinger imellem en følelse af såvel usikkerhed som sikkerhed. Efterhånden som forholdet udvikler sig viser begge også andre sider. Hun kigger måske efter nabomandens faste bagdel, og han drejer hovedet efter andre kvinder på gaden. Han viser følsomme sider, og sidder hele aftenen bag computeren, og hun farer op over at vasketøjskurven stadig er fyldt, selvom at han har været alene hjemme en hel dag. De skænderier, som udløses på en måde, er med til at ”teste” forholdet af. De medvirker til at udbygge mønstret… Snart optræder der rutiner: Han tager bilen hver morgen og kører hende på arbejde på vej til sin egen arbejdsplads. Hun kysser ham kærligt på kinden og vinker til afsked. Hun laver dejlig mad, og han henter værktøjskassen når billeder skal sættes op. Dagligdagen er i fuld gang, og vi vil ikke betegne forholdet som ”forelskelse” mere. De indretter sig i forhold til stabilitet, rutiner og ro. Begreberne: ”Skat”, ”Bamse” eller ”Lille mus” er blevet til ritualer, og de bruges også, selv når stemningen ikke opleves som romantisk.
Måske er der kommet børn til. De vil i så fald være stærkt medvirkende til at stabilisere mønstret i forholdet. Man ønsker at det går dem godt – man tager ansvar – og man bliver i forholdet selv hvis man skulle få den tanke, at man har valgt den forkerte partner.
Mønstre har den funktion, at de reducerer den energi, som systemet skal bruge til at opretholde sig selv. Det virker som bindemiddel og automatiserer kommunikationen. Blev mønstre ikke dannet, ville parterne forlade hinanden efter den første forelskelse. Når to mødes og danner par, kræver det stor tilpasning. Man kan ikke gøre som man tidligere har gjort. Man må indgå kompromiser. Det er slut med at bøvse eller prutte når man har lyst (i hvert fald i de første år). I forbindelse med sex må man være fantasifuld og være opmærksom på hinandens behov. Kort sagt: Der må hele tiden findes en balance. Det mest spændende er, at selv om indholdet i det, som der kommunikeres om måske ændrer sig, så forbliver mønstret relativt uforandret. ”I går havde du forlagt nøglen til bilen”. ”I dag er vi uenige om børnenes opdragelse”. Måden skænderierne forløber på ligner hinanden.
Dette stabile mønster producerer desværre også bivirkninger. Ud af ”lille mus” bliver der: ”Din sure mokke”. Af ”Bamse” bliver der: ”Åndssvage Tykpande”. De blide berøringer erstattes måske med tæv. Af nærvær bliver der had, af ønsker opstår der krav, af de grænser, som blev sat, opstår der skyldfølelser.
Nu kan man få det indtryk at mønstre alene fører til lidelse og kval. Naturligvis er det modsatte også tilfældet. Lidelser og glæder blander sig til en varm kærlig relation. Der findes også par, der hele tiden udvikler nye kærlighedsritualer og formår at bevare lidenskaben. Oftest bliver disse positive historier imidlertid glemt, og det, der fortælles om, er parforhold og mønstre, der ikke fungerer godt.
Mønstret bliver en betingelse for forholdets eksistens. Mønstret dannes på en måde, så de bedst mulige overlevelseschancer opnås. Selv forhold som præges af skænderier og endog vold kan være ganske ”stabile”. Mange mennesker finder sig i at leve i parforhold i årevis, som for andre ville være utænkelige. Begge tilpasser sig gensidigt i vaner og rutiner. Partnerne egen identitet forsvinder ind i et ”Vi”: ”Vi” har venner. ”Vi” har børn. ”Vi” gør… Systemet opretholder sig selv i en stadig afbalancering.
Når der opstår en alvorlig ”krise” i et parforhold, hænger det sammen med at gevinsten ved at deltage i relationen er ved at blive for lille for den ene eller begge af parterne. Begges vilje til at fortsætte relationen vil være afgørende for om denne krise kan overvindes.
Måske søger de hjælp hos en samtalepartner. En ”parterapeut” eller i dette tilfælde her: En systemiker. Arbejdet, der så skal gøres, bliver sammen at gå på opdagelse i mønstrene. Dvs. at forstyrre og undersøge hvordan de automatiserede kommunikationsformer fungerer – og sammen udvikle nye måder at handle på, som er mere hensigtsmæssige i forhold til de behov og ønsker, som begge har. Det kan være ganske svært at gøre alene som par, idet det mønster, vi vil iagttage, er det samme mønster, som vi bruger i vores kommunikation med hinanden. Det svarer til at lade højre hånd undersøge højre hånd. Det er umuligt, idet der ikke er nogen forskel imellem højre hånd og højre hånd. Og det er kun forskelle, som vi kan erkende!