Ros og kraftløs venlighed
Ros kalder jeg gerne for “kraftløs venlighed”? Ros fungerer som at bedømme nogen eller noget, og dermed at betinge måden vi relaterer med hinanden på.
“Hvor er du sej!”,
“Hvor er det flot!”,
“Du er godt nok dygtig!”,
“Du ser lækker ud i det tøj!”,
”Godt gået kammerat!
“Du er så smuk!”
Vi kender dem – disse bedømmelser eller ”klap i ryggen”. De sociale medier fyger med dem i kommentarsporerne. De strøs med løs hånd som søde godter, enhver kan blive afhængig af. Runde, glatte, knasende sprøde og i lækre farver der tiltrækker blikket.
Den bedste måde at få et barn til at erstatte sin naturlige kontakt til kreativitet på, er ved at erstatte anerkendelse med ros.
Frem for at give det muligheden for at blive set og sanset i: HVAD det det gør, og HVORDAN det gør, bliver det igennem “ros” bedømt og målt for, om det gør det “godt”, eller om det f.eks. er “pænt”.
Hele vores uddannelsessystem fra vuggestue til højere læreanstalter er bygget op på at vi skal måles og bedømmes – og frygte for det.
Det er utroligt let at bedømme. Det er så let, at selv den mest ukvalificerede tilskuer kan sige til en rutineret rytter på sin hest: “ØJ ..hvor er du dygtig til at ride!”
Hvis selv samme rytter svarede: “Hvordan kan du bedømme det? Er du selv god til at ride?…Og SÅ god, at du kan være dommer i en ride-konkurrence?” … Så ville svaret nok lyde noget i retning af:
“Jamen bevares da, jeg ville bare være venlig…!”
Det er nok derfor, jeg aldrig har brudt mig om det, jeg kalder for “Kraftløs venlighed”?
Den udtrykkes gerne som “ros”. Sin funktion er at gøre den som roser “sød”.
Rytteren skal vel helst tænke eller sige: “Ej hvor er det sødt af dig at sige det!”…og videre: “Synes du virkelig det?”
Ros eller anerkendelse?
At anerkende har intet med hverken ros, bedømmelse eller venlighed at gøre, men med at vise at jeg ser og sanser dig i mig.
Jeg kan udtrykke det ved åbent at give udtryk for de spørgsmål der opstår i mig, når jeg ser dig? Jeg kan uden ord tydeligt vise, at jeg emotionelt bevæges i mødet med dig.
Jeg viser mig tydeligt undersøgende i forhold til det, jeg erfarer i mig, ved at se, lytte og iøvrigt sanse dig.
At anerkende udtrykker for mig noget kraftfuldt. Det gør os tydelige overfor hinanden. Det virker selv-åbenbarende: “Jeg er her, jeg ser dig, og der sker noget i mig, med dig derinde!”