skærpe sin bevidsthed

At skærpe sin bevidsthed. Når mennesker “hænger fast” i et problem, kan det være overordentligt nyttigt at se på, hvordan problemet skabes – og med det sikkert et utal af andre – end at tale om problemet selv.

Et skarpt værktøj

Da jeg for nyligt stod ved min drejebænk og formede et stykke nøddetræ med mine drejejern, slog det mig, at det kunne gøres til en metafor på, hvorledes mennesker ofte kæmper med problemer.

Hvis mit værktøj ikke er meget skarpt og slebet i den rette vinkel, kan jeg sætte et hvilket som helst stykke træ i bænken og resultatet vil hver eneste gang være at træet flækker eller går i stykker. Det er kun muligt at skabe form der, hvis jeg mestrer at slibe værktøjet præcist nok.

Jeg har mange samtaler, og det slår mig igen og igen, når jeg lytter til problemer og oplevelser af, at livet kan føles svært, at dette med “at tale om problemet” (eller løsningen for den sags skyld), svarer til at blive ved med at dreje på drejebænken med det forkerte eller sløve værktøj.

Nu skal ordet “værktøj” i denne sammenhæng forstås som en analogi.

Hvordan bærer du dig ad med..?

Når jeg f.eks. stiller spørgsmålet, “hvordan bærer du dig ad med at gøre dette til et problem?” – peger jeg på den måde at tænke på, som skaber det, der opleves som svært i sig.

Jeg tænker ikke “bare”. DEN måde jeg benytter til at tænke med, har jeg lært igennem opdragelse og uddannelse.

Er livet logisk?

Jeg var ikke gammel, da jeg stillede mig selv spørgsmålet, om verden og livet virkelig fungerede logisk? Eller om logikken blev opfundet af mennesker blot som een måde at beskrive på?

Hvad ville det betyde for min opfattelse både af mig selv og alt andet, hvis jeg f.eks. tænkte på en anden måde? Og hvilke andre “måder” mon der fandtes? Hvad mon de blev kaldt? Er alle mennesker blevet oplært i at se noget som værende logisk? Og hvis man nu aldrig havde været i forbindelse med de gamle grækeres tankegods, hvordan mon man så tænkte?

Når virkeligheden kan ændres ved at forandre måden den beskrives på –  ikke sådan at forstå, at det at beskrive i sig selv forandrer “det, som er”, men at en anden måde sprogligt at give betydning på, inviterer mennesker til at handle anderledes – så bliver indsigten i måden vi beskriver – og tænker på – temmelig vigtig.

Lad mig komme med blot nogle eksempler.

Bryde en relation

Hører vi et menneske fortælle, at “hun har det svært med at bryde en (bestemt) relation”, så vil de fleste mene at vide, hvad hun mener?

Hvis jeg et øjeblik betragter hvordan der beskrives, så vil det at benytte metaforen “at bryde” eller tænke i et “brud” pege på noget, der har en fast form. Is kan “brydes”. Vand kan, som alt andet der bevæges, ikke brydes.

Hvordan kunne et alternativ til at “bryde med noget eller nogen” lyde?

Hvad med:

At bevæge sig anderledes med hinanden og blive mere kompetent i måden det sker på.

Hvad mon der skal til, for at det kan ske?

Det er vigtigt at være glad!

En anden fortæller om vigtigheden af “at være glad”.

“Det vigtigste er, at jeg er glad”.

Også det udsagn vil mange kunne nikke genkendende til? Hvem vil ikke gerne være glad?

Ser jeg på sætningen, peger den ind i en hel fundamental egenskab ved den fremherskende tænkemåde: At vi ikke bare er eller kan nøjes med at være, men stræber efter at være noget eller nogen.

“At være glad” kommer til at fungere som en ambition på linje med “at være dygtig”, smuk, ungdommelig etc. – og i den egenskab også at jage efter et ideal. En fortælling, illusion og forestilling om , hvordan en sådan “glad person” er.

I denne stræben gemmer der sig så megen lidelse.

Kompliceret?

“Pyha hvor er det kompliceret”.
Den reaktion får jeg ofte, når jeg peger på alt dette.

Udfordringen ligger i at få øje på, hvordan brugen af sproget betinger min opfattelse af verden, hvis jeg vel at mærke ikke ser, at det er det, som sker.

Hvad skal jeg bruge mit liv til?

Se sætningen, som jeg så ofte hører!:

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til?”
Den lyder da meget almindelig?

Jeg kan bruge et stykke værktøj, en bil, et hus etc. Altså noget som jeg har adskilt mig fra. I “brugen” vil der være “en som bruger” og “noget der benyttes”.

At lede efter, “hvad jeg skal bruge mit liv til”, betyder at beskrive livet som “noget” der forløber ved siden af mig, som iagttager det. Jeg har i måden at tænke på, “adskilt mig fra at leve”.

Et alternativ kunne lyde: “at det, jeg kalder for “jeg” er livet, som leves”. At “jeg” med andre ord ikke har nogen “form” men er “hinsides form”.

Som der bevæges – erkendes der. Også det som kaldes for “jeg”.

I den måde at beskrive på, vil der ikke være noget liv der kan bruges.

Der leves.

Hvordan leves der? – kunne et spørgsmål så lyde.

At skærpe sin bevidsthed – at skærpe bevidsthed

Jeg begyndte med en analogi til “vigtigheden af at have skarpt værktøj”. Hvordan skærpes måden, jeg tænker på?

Et enkelt svar lyder:

Igennem meditation

Ved opmærksom iagttagelse – hinsides ambition.
Det handler om “at få øje på” – ikke som en sproglig analyse, men ved at se, lytte – sanse bevægelse i bevægelse.

Bevidstgørelse handler ikke om “at forstå” og vide, men om indsigt.

Som at erkende hvordan træet formes mens der drejes. At den mindste ændring i, hvordan jeg flytter mine hænder og dermed hele min krop og opmærksomhed, med et forandrer den form, som skabes foran mig. Det sker uden forsinkelse. Formen, der opstår og hele tiden opløses igen, er bevægelse ikke bare igennem kroppen, men i alt det, der sker, er gået forud, og vil komme.