Slankekure i det offentlige og ”Lean”
LEAN betyder ”trimmet eller slank”, og er betegnelsen på en styringsfilosofi der i øjeblikket betager såvel private som offentlige ledere. Det er med sådanne filosofier som med moden. De kommer og går, og kan være en anledning til at skabe forandring og fornyelse.
Grundprincippet bag LEAN er ”Systematisk at fjerne aktiviteter, som ikke skaber værdi”. Vi skal arbejde mere effektivt, fjerne spildtid, og hele tiden søge forbedringer. Det passer sjovt nok også med tidens kropskultur, at vi indfører fitnesstræning og slankekure virksomhederne. Det store spørgsmål bliver så: Virker det? Virker slankekure?
På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan man læse en artikel under overskriften: ”Slankekure virker ikke”. Artiklen fortæller at forskning har vist, at slankekure ikke har blivende effekt. De undersøgelser som skulle påvise nytten af slankekure, viser at kurene kun virker kortvarigt imens de følges, og at stort set alle deltagere efterfølgende når den samme vægt igen når kuren er overstået. Samme undersøgelse viste også, at det er muligt at fremme en livsstilsændring hos overvægtige, hvis de lærer at acceptere egen krop og selv udvikle en sundere levevis. Det er med andre ord muligt at ændre livsstil, hvis invitationen til det er tilstrækkelig god.
Kan man så sammenligne slankekure beregnet til mennesker med slankekure beregnet til organisationer?
Organisationer består af mennesker. Det er derfor heller ikke overraskende at en organisation opfører sig efter de samme mønstre, som enkeltpersoner gør det.
En Slankekur, som altså ikke virker, indeholder typisk følgende elementer:
- Reduktion af energiindtaget
- Mere motion
- Gode kostråd – opskrifter som skal følges i et fast program
- Vægtvogterprincippet – stig på vægten og bliv målt
Hvordan passer disse punkter til det der typisk sker i specielt offentlige virksomheder?
- Vi reducerer energiindtaget dvs. skærer ned på budgetterne
- Vi ordinerer mere motion dvs. kræver at personalet løber hurtigere og løser flere opgaver på mindre tid
- Vi standardiserer, udarbejder procedurer og instruktioner. Den frie kreativitet og selvstændighed fratages medarbejderen i tiltro til, at det bedste opnår vi ved at opstille stramme regler og faste fremgangsmåder
- Vi vogter på vægten ved at opstille mål og målsætninger, og følge op med grafer og nøgletal for udviklingen.
Der er med andre ord en slående lighed imellem de slankekure, som ikke virker, og det som vi ihærdigt søger at gøre i den offentlige sektor.
Politikere omtaler sygehuse, plejehjem, sociale institutioner og forvaltninger og undlader ikke at pege på behovet for produktivitetsstigninger og effektivitet. Går noget galt et eller andet sted, og skriver pressen om dårlig behandling af ældre på plejehjem, så er svaret, at ”vi skal have kigget på vores procedurer” og ikke: ”Vi må gøre noget ved vores holdninger og værdier”.
Vi er godt på vej til at ville industrialisere de institutioner og organisationer, som står for at yde omsorg og hjælp. Vi gør mennesker til produkter, der kan behandles ”produktivt”, både de der trænger til hjælp og omsorg, og de som skal yde den. Den filosofi, som benyttes til disse ”forbedringer” stammer i øvrigt fra bilindustrien.
Spørgsmålet er, hvad det er for en livsstil, vi ønsker os for de offentlige virksomheder? Vil vi se dem som service-industrier, hvor vi styrer mennesker, som var vi produkter? Eller vil vi betragte dem som steder, hvor der ydes omsorg og gives en invitation til mennesker, som har brug for hjælp?
Mennesker adskiller sig fra maskiner ved, at vi ikke kan styres. En maskine reagerer forudsigeligt i forhold til det program eller den mekaniske virkemåde, som er lagt ind i den. Den virker sådan, indtil den går i stykker. Et menneske forandres igennem hele livet. Der findes ikke et ”program”, som gør os forudsigelige. Vi er hver især unikke, og ændrer os på forunderlig vis, hver gang vi oplever noget. Forandringen er så at sige vores liv.
Maskiner kan standardiseres, netop fordi de er forudsigelige. Mennesker kan ikke standardiseres. Selv generationers forsøg på at standardisere mennesker i totalitære systemer må give op. Og dog forsøger vi igen og igen under forskellige overskrifter at gøre det samme. I øjeblikket er turen kommet til sygehusvæsenet, hvor der laves tonsvis af standarder. Regler som i sidste ende fjerner os fra vores menneskelighed med intentionen om at skabe en høj kvalitet og effektivitet.
Som det er tilfældet i eksemplet med slankekuren, så skabes blivende forandring kun når personen selv skifter livsstil og udvikler en indre overbevisning om, hvad vedkommende synes er sundt og godt. En sådan ændring kan ikke styres, som man styrer en maskine. Mennesker skal inviteres til forandringer. Hvis du vil afprøve det udsagn, så prøv blot at tænke på, om man kan tvinge nogen til at elske sig? Nej vel? Lige så lidt som man kan tvinge nogen til at vise kærlighed, lige så lidt kan man igennem krav styre, at mennesker forbedrer egen indsats og ændrer på holdninger og værdier. Der er brug for, at vi får tydeliggjort at der er stor forskel på produkter, maskiner og mennesker, og at vi får taget stilling til, hvad det er for nogle værdier, som vi vil bygge vores sundheds- og socialsystem på. Det skal ske inden retorikken har fået os alle overbevist om, at vi er en vare, der ligger på samlebåndet i den sundhedsindustrielle revolution.