Sygdom og samtale
Hvad der for nogle ser ud som et problem, vil for andre se ud som en udfordring. At kalde noget for et problem er grundlæggende en konstruktion. Vi tillægger en betydning til ting eller begivenheder som forhindrer os i at være lykkelige, eller for den sags skyld at overleve. Den sidste kategori af problemer, kalder vi for: ”Sygdomme”.
”Jeg er blevet syg”, siger vi f.eks., og med det udtryk henviser vi til, at vi oplever at vores krop eller psyke ikke fungerer, som vi ønsker det. I de fleste tilfælde er det endda ikke os selv som stiller diagnosen, men en Læge eller et familiemedlem, som udsteder etiketten.
Diagnosen er et gammelt redskab som blev opfundet på antikkens tid. Nogle tilskriver Aristoteles æren for det. Ideen er, at vi ved at kategorisere sygdomme og symptomer, lettere kan bevare overblikket over, hvordan mennesker skal behandles for at blive raske. Der findes kataloger over sygdomme, som man kan slå op i, og der dukker hvert år nye sygdomme op, som nogen har fundet ud af at beskrive. Mange læger vil argumentere voldsomt for at diagnosen har været et vigtigt værktøj i sygdomsbehandlingen. Det har den givetvis også været, og samtidig kan vi spørge os selv, om der har været et alternativ til den? Ved siden af, at den kan hjælpe en behandler til at kategorisere bestemte symptomer, har den mange bivirkninger. Der findes utallige historier om psykiatriske patienter som i årevis har kæmpet med myndighederne for at få slettet en psykisk diagnose. Er man en gang blevet stemplet som ”skizofren”, så er det næsten umuligt at blive erklæret „rask“ igen. En diagnose benævner en sygdom og knytter den til dig. ”Du har kræft!”, ”Du er en kræftpatient!”. Lige så snart den er stillet, så forsvinder forståelsen af dig som person. Den erstattes med forståelsen af diagnosen. ”Når man er kræftpatient, så skal man have den og den behandling, og så vil de typiske symptomer være sådan og sådan….”. Det kan være dejligt og befriende at opleve, at man ikke er den eneste, som giver udtryk for en bestemt smerte eller følelse, og på den måde kan en diagnose have den umiddelbart positive effekt, at give en oplevelse af fællesskab. ”Jeg er i samme båd som mange andre!” eller ”Min (!) sygdom kender lægen til”.
Kunne man forestille sig et alternativ? Anton Antonovsky, som arbejdede som professor ved Ben Gurion Universitetshospitalet i Israel, interesserede sig (bevidst) ikke for sygdomme og deres årsager, men for ”det som gør at vi forbliver sunde”. Hans grundlæggende synspunkt var, at vi som levende væsener færdes i et miljø som er fyldt med potentielt skadelige stoffer og bakterier, som hver for sig eller i kombination ville ødelægge os, hvis ikke vi var i stand til at håndtere dem.
Mennesket er jo som bekendt ganske egnet til at holde sig sund. Han studerede med andre ord hvad det er for nogle ressourcer og mønstre som gør at nogle holder sig sunde, og andre lettere har ved at blive syge. I stedet for at tale om ”Patogenese” – udviklingen af sygdomme – beskæftigede han sig med ”Salutogenesen” – (lat. Saluto=sundhed) udviklingen af sundhed. Han vendte med andre ord perspektivet 180 grader om.
Undersøgelser af 35.000 personer har vist (Roland Grossarht-Maticek 1999,2000) at der kan vises en overensstemmelse imellem praksis og Antonovskys antagelser: Der kan være belæg for, at mennesker, som ser sig selv, som den der selv bestemmer over egen skæbne og dermed også bevidst planlægger og tilrettelægger sit eget liv, uden at gøre ig meget afhængige af andres meninger og hjælp, adskiller sig fra mennesker som klager eller oplever sig selv som ofre, der er underkastet ”lidelse”. Den første gruppe ser ud til at være betydeligt bedre til at bevare sig sunde og raske. Perspektivet vi betragter vores liv i, har med andre ord en stor betydning for vores evne til at holde os sunde. Denne synsvinkel er i overensstemmelse med de systemiske ideer.
Forestil dig, at du ved en rutinekontrol hos lægen får at vide, at han kan se en knude i dit bryst. Han bedyrer, at du ikke behøver at være angst (og så begynder angsten, fordi du jo naturligvis netop tænker på angst, når han nævner den). Han vil sende dig til videre kontrol. Efter kontrollen får du stillet diagnosen: ”Brystkræft”. I de næste mange måneder sendes du igennem et behandlingsforløb med kemo-terapi-kure, strålebehandling, kirurgiske indgreb, kontroller, nye behandlinger, osv. . Dine omgivelser hører, at du ”har kræft”, og taler til dig med sagte bekymrede temmer. Du bombarderes med denne diagnose i forbindelse med alt, hvad du gør. Som i eksemplet med saltkrystallet i artiklen ”problemer og løsninger” vokser denne ”kræft” i din bevidsthed næret af denne mættede opløsning af ”kræftproblemer”. Du ”er” endnu et ”offer” for kræften. Hele dette eksempel tager afsæt i en position, hvorfra kræften ses som et ”problem”, som vi skal fjerne.
Lad os prøve at vende perspektivet om og se det fra en anden position: Undersøgelser viser, at det er en hel naturlig del af vores liv løbende at udvikle kræftceller og nedbryde dem igen. Vores system er bygget til at opretholde sig selv som ”levende”. Vi ”har” med andre ord alle sammen kræft. Det at der findes kræftceller i kroppen er ikke usædvanligt. Den knude, som lægen kan se, og som vil kunne vokse og blive livstruende for mig, er noget, som jeg er nødt til at forholde mig til. Vi skal alle dø, det er nok uomtvisteligt. Spørgsmålet er, hvornår jeg skal dø. Ingen af os ved det. Enhver af os an principielt omkomme i morgen på grund af omstændigheder, om vi ikke har indflydelse på. Denne viden og opdagelse af en knude, som består af mine egne celler, dvs. de er ikke kommet ”udefra”, det er mit eget system, som skaber den, vil være en alvorlig anledning til at se på, ”hvad jeg kunne tænke mig anderledes”. Jeg fjerner den ikke ved at beskæftige mig med den, men må undersøge på hvilken måde, jeg kan forandre mine fysiske, psykiske og/eller sociale mønstre, for at kunne forbedre min sundhed. Den tilgang til tingene vil kunne have afgørende konsekvenser for mit liv. Der er ingen garanti for, at det lykkes. Vi dør alle. Men det, at jeg begynder at gøre en aktiv indsats for at tilrettelægge mit eget liv (uanset hvor langt det vi være), vil ændre på de betydninger, som jeg giver alt omkring mig. Dermed forstyrres mine mønstre, og hele mit system vil reagere på det. Alt andet lige fører det at handle og finde løsningsmuligheder for ”det bedre liv” til en forøget livslyst og glæde, og det virker jævnført tidligere nævnte undersøgelse også positivt på din sundhed.
Med dette mener jeg ikke, at vi selv har ”ansvar” for, om vi bliver syge eller ej. At have ansvar ræver, at der findes nogle bevidste valg, som vi har frihed til at træffe. Det er et livsvilkår at vi udsættes for mange påvirkninger, som potentielt an, og vil skade os. Det kan vi i et vist omfang bevidstgøre noget ved, ved at undgå ting som vi positivt har erfaring for skader os, og en stor del af påvirkningen skal vores system kunne håndtere ubevidst, uden at vi ved, hvordan vi påvirker det.
Det er også vigtigt at anerkende, at det at opdage noget ”unormalt” i eller ved sin krop, kan opleves som en krise og udløse mange følelser. Det er godt! Vores følelser er til gavn for os, og vi kan ved at være opmærksomme på dem, bruge dem konstruktivt som udgangspunkt for forandring.Samtaler med en systemiker kan være en hjælp til at vende dette perspektiv, og sammen gå på pdagelse i, hvordan det ”gode liv” fungerer, og hvilke konkrete skridt du kan tage i den retning.