Systemisk intervention
Jeg kan ind imellem få indtrykket af, at Systemisk intervention (og -intervision) reduceres til anvendelsen af “opstillinger” typisk inspireret af Bert Hellinger?
Færre opdager at der i Systemisk tænkning og praksis inviteres til at frigøre sig fra alle metoder og teknikker:
At systemisk intervention peger på at slippe den “professionelle distance” og erkende, at al “terapi” i princippet kun vil handle om den, der vil “terapere” – dvs terapeuten selv, og at det, der (måske) kan hjælpe, er at møde et menneske, der er villig til igennem selvåbenbaring at undre sig og bevæge sig sammen med den besøgende gæst?
Jeg kan ikke stille et eneste spørgsmål til nogen uden derved at åbenbare måden, jeg tænker på. Jeg vælger et spørgsmål ud af mange mulige. Hvad styrer dette valg? Hvis det altså skal styres?
En simpel formel – et uendeligt komplekst billede
“Mandelbrot-mængden”, som mange sikkert har stiftet bekendtskab med igennem skolens matematik, eller blot set i en af sine mange fantastiske afbildninger, illustrerer hvorledes en meget simpel formel kan producere strukturer, der er uhyre komplekse.
Hvis jeg anskuer måden de fleste af os lærer at bevæge vores intellekt på, som: At “lære” nogle simple regler for problemløsning, og derefter gentage dem på en sådan måde, at resultatet af at bruge reglen, gøres til et nyt input til næste gang den samme regel benyttes, – så vil den kompleksitet der opstår deraf, kunne beskrives på samme fraktale måde, som “Mandelbrot-mængden” er et eksempel på.
En lille ændring i “formlen”
Den uendeligt komplekse “form”, der skabes, afhænger af udgangspunktet. En lille ændring i den simple formel, der danner den, vil ændre HELE det komplekse billede.
Mønstret, der skabes af grundreglen, der selv er fuldstændig triviel og i sig selv overhovedet ikke kompleks, forvandles radikalt.
Bevægelighed i intellektet
Bevægelighed i intellektet handler ikke om at se, HVAD der tænkes, men HVORDAN disse regler opstår og fungerer. Jo mere faste vores værdier, overbevisninger, moral og ideer om os selv, andre og verden bliver, jo mere konditioneret bliver det billede, der skabes som illusion i intellektet for alle aspekter af den måde, vi opfatter os selv på.
Ser vi på, hvad der tænkes, dvs. mønstret, kan det blive meget vanskeligt at få øje på, hvordan dette mønster skabes igennem iagttagelse. Især i den sammenhæng: At betragteren også i sin beskrivelse af “hvordan” benytter den samme “formel” uden at kunne få øje på, at det er det, der sker.
Her kan en forstyrrelse, irritation, provokation, humor, paradoks intervention, invitation, der så vidt det er muligt sætter gang i en helt anden bevægelse, virke som en hjælp.
Ønsket skabes af samme tankegang
Hvad der synes nok så paradoksalt vil være, at et ønske om “hjælp” OGSÅ skabes ud fra samme mønster og basale “formel”. Det betyder således også at stille spørgsmålstegn ved om dette ønske, i fald “formlen var en anden”, fortsat ville eksistere?
At anerkende egen uforstand
For en samtalepartner der vil fordybe sig i den systemiske intervention, bliver det at anerkende “egen uforstand” BÅDE i forhold til emnet der tales om, men også hensigtsmæssigheden i overhovedet at anvende en “metode” eller “teknik”, helt central.
Kompetencen i systemisk intervention vil ikke komme til at handle om at “lave systemopstillinger” eller andre bestemte terapiformer, men om evnen til i hvert eneste møde at se hvordan struktur og organisering af sin egen forståelse finder sted, imens det sker.
Systemisk intervention involverer bevægelse i krop, sanser, kontekst, og naturligvis intellektet på kreativ vis. Der handles ind i “det uvisse”, hvilket betyder at kunne slippe behovet for “kontrol” og en tankegang der involverer en ide om “proces”.
I systemisk intervention bliver det reelle: AT der skelnes
Naturligvis synes det vanskeligt – ikke bare at være bevidst om, hvad der tænkes, imens det tænkes, – men også om hvordan denne tænkning opstår? At se at hverken det tænkte, eller måden det skabes på igennem tænkningen er reel, men at realiteten udelukkende knytter sig til den skelnen, der kontinuerligt finder sted i mødet her og nu.
En skelnen der ikke begrænses af intellektet, og på ingen måde f.eks. kan være afgrænset af “du” og “jeg”, men omfatter alt, hvad der bevæges.
En lille ændring i “kontekst” vil, som “forstyrrelse”, forandre alt, hvad der finder sted.
Lige der møder i øvrigt det, jeg kan kalde for “meditation”, den systemiske intervention
Hvis du er interesseret i at vide mere om studieforløb i Systemisk terapi og samtale der afholdes på Abildgaard lige syd for Århus, så klik her: Systemisk terapi og samtale.
I øvrigt kan du finde en oversigt over uddannelser på www.abildgaard-kursussted.dk