Utroskab, sidespring og tillid
Jeg oplever ind imellem at et par kommer til samtale på den baggrund, at den ene mistænker den anden for at have haft et sidespring. Problemstillingen går vel for at være en de hyppigste umiddelbare årsager til skilsmisser i verden, og rummer nogle særlige paradokser, som det kan være værd at reflektere over.
Vi ved med rimelig sikkerhed, at en meget stor del af de mennesker som lever i et parforhold har haft sidespring. Når der laves statistikker på sådan noget, siger de, at imellem 30-40% af de som lever i parforhold, har dyrket sex med en anden end deres faste partner. Tallet er en smule højere for mænd end for kvinder, men det skyldes muligvis at mænd praler mere end kvinder om det.
Konflikten i parforholdet kan begynde med, at den ene mistænker den anden for ”at have en affære”. Hvis vedkommende spørger ind til det, vil svaret typisk være en benægtelse, og hvis mistanken er stor nok, begynder den onde cirkel her. Den som føler sig forsmået ser efter tegn på at have ret i sin formodning, og den, som mistænkes, går mere og mere i forsvar. Dette sker typisk uafhængigt af om partneren rent faktisk har haft en affære eller ej. Vores eget system piller os et puds. Vi ser kun det vi i forvejen har en ide om, og her er ”ideen”, at ”min partner har en affære”. Et par, som er kommet ind i sådan en cirkel, har svært ved at finde ud igen. Måske vælger den der føler sig forurettet at hyre en detektiv, som skal ”skaffe beviser”. Måske slider de bare hinanden op i gensidig mistillid, og ender med at gå fra hinanden. Relationen udvikler et mønster præget af mistillid.
Vi kan betragte det ”udefra”. Forestil dig et par, hvor vi kan se, at f.eks. manden har sidespring med andre kvinder end sin kone. Konen ved det ikke, og har i dette tilfælde heller ingen mistanke til det. Dette par vil ofte leve på godt og ondt sammen, uden at dette sidespring har nogen betydning i deres indbyrdes kommunikation. Hun ved det ikke, og hvis vi antager at han i øvrigt er afslappet omkring det, så udløser det heller ikke en konflikt. Det er med andre ord ikke sidespringet i sig selv der udløser konflikten, men kommunikationen om det.
Nu vel nogle med rette kunne udbryde, at manden i dette forhold bryder et løfte. Hvis vi antager at dette løfte er, ”at vi lover hinanden kun at ville have sex med hinanden, til døden os skiller”, så må han, uanset om han siger noget om det eller ej, i eksemplet her være utro i forhold til dette løfte.
Et andet par har gensidigt aftalt med hinanden, at det er i orden at have sidespring, så længe der ikke snakkes om det. Ingen af dem føler, at de har brug for at høre om, hvad den anden laver på den front, når de færdes alene. At de begge kanelske med andre mennesker, er en aftale, og når eller hvis det sker, er der derfor ikke tale om, at de er ”utro”. Deres aftale er klar, og de bryder ikke en aftale om kun at ville elske med hinanden, idet der ikke findes en sådan aftale. Samtidig kommunikerer de heller ikke med hinanden om det, og kan derfor heller ikke vide, om det rent faktisk sker. På den anden side må de gå ud fra, at det sker.
Et tredje par som vi betragter udefra, lever sammen med en aftale om at være hinanden tro, i den betydning at de ikke vil elske med andre end hinanden. Imidlertid beskylder ægtemanden her igen og igen sin kone for at være ”flirtende”, og for ”at lægge op til andre mænd”. Han giver sin jalousi frit løb, og beskylder hende for at være utro. Vi kan som iagttagere se, at hun ikke er det. Nok kan hun lide at flirte, men hun går aldrig længere, end at hun stopper i god tid inden flirten ender med sex. Uanset at hun har den adfærd, hjælper det ikke på kommunikationen i parforholdet. Manden tror sig sikker på, at hun er utro, og deres forhold er præget af beskyldninger, forsvar, skyldfølelse og skænderier. I virkeligheden kunne hun såmænd ligeså godt have sex med de mænd hun flirter med, set ud fra det synspunkt, at hun alligevel beskyldes for at have haft det.
De tre eksempler skal vise hvad det er for nogle paradokser vi arbejder med.
Et parforhold er en tillidsrelation. Tillid opstår når fire grundlæggende forhold er i orden: Der skal være åbenhed – dvs. vi fortæller det, som hinanden bør vide. Der skal være pålidelighed – dvs. jeg skal kunne regne med, at du siger det rigtige. Der skal være rimelighed – dvs. vi skal tage os af hinandens behov, så der opretholdes en dynamisk balance. Der skal være kompetence – dvs. vi skal kunne det, vi skal kunne i den pågældende relation: En læge, som giver indtryk af ikke at være kompetent, mister vi f.eks. øjeblikkeligt tilliden til. Det er min erfaring, at svigter blot et af disse 4 forhold, så skrider tilliden i relationen.
Tillid skabes så at sige indefra i os selv. Jeg vurderer om min partner er åben nok, pålidelig nok, rimelig nok og kompetent nok, og han/hun gør det samme i forhold til mig. Når mistillid opstår, skyldes det, at jeg i mig selv, vurderer at en eller flere af parametrene ikke er tilfredsstillende opfyldte. Jeg tolker det, den anden gør, og handler der ud fra.
Den partner som hyrer en detektiv til at spionere på sin ægtefælle, har allerede mistet tilliden og behøver sådan set ikke at få beviser af hensyn til, at skulle tage stilling til om relationen skal fortsætte eller ej. Den partner som beskylder sin ægtefælle for at have sidespring, uden at vide det, har mistet sin del af tilliden allerede. Den partner som har et sidespring på trods af en aftale om ikke at have det, har for sig selvbrudt noget af tillidsrelationen.
Når vi først har tabt tilliden til nogen kan det være svært for os at genoprette den. Typisk tror vi ”at den anden skal lave sig om”, hvis jeg igen skal have tillid til ham/hende. I virkeligheden handler det om, at vi selv skal overveje, hvad der skal til inde i os selv, for at vi kan få tillid til vedkommende igen. Vil jeg den person? Vil vi forholdet? Er vores opfattelse af, hvad der er vigtigt tilstrækkeligt i overensstemmelse med hinanden? Kan der blive plads til forskelligheder i denne opfattelse?Hvad er vores egen og den fælles gevinst ved at fortsætte relationen?
Det er i det arbejde nyttigt at samtale i fællesskab med en person, som er god til at hjælpe med at se på, hvordan parforholdets kommunikation fungerer.