Virkeligt eller uvirkeligt?
Hvad betyder det at noget er virkeligt eller uvirkeligt ? George Spencer-Brown tog i sin bog ”Probability and Scientific Inference” nogle spændende problemstillinger op, som kan have stor relevans for vores forståelse af verden og vores kommunikation om den.
Findes det eller findes det ikke?
Vi skelner imellem ”rigtige” mennesker og figurer som optræder i romaner. Imellem virkelige oplevelser, og noget som vi har drømt. Imellem rigtige soldater og legetøjssoldater. Vi skelner imellem det, vi kalder den ”reelle” verden og den ”opfundne” – er det virkeligt eller uvirkeligt?. Den verden som vi kender den i romaner, legetøj, og drømme er “uvirkelig” dvs. ikke reel.
Af en eller anden grund får det lille tillægsord: ”Reelle” den betydning, at det, der står efter det, er mere virkeligt end andet, og det som er ”ireelt” findes ikke .
Mus og legetøjsmus – virkeligt eller uvirkeligt
Forestil dig en legetøjsproducent som producerer små legetøjsmus. Over årene lykkes det ham til stadighed at forfine disse mus. De kan selv spise ost, de løber rundt på gulvet, regerer ængsteligt på katte osv. De laver med andre ord alt hvad man forventer af en mus… og ender dermed også med at blive betragtet som rigtige mus.
Forestil dig det modsatte, at rigtige mus langsomt udvikler sig til robotter. Det sker så langsomt at man næsten ikke opdager det. Etiketten ”Mus” bliver ved med at hæfte til dem, også selvom gamle zoologer over årene gang på gang udtaler at ”Sådan var mus nu ikke i vores tid. Da skulle mus ikke have skiftet batterier en gang hvert halve år!”. De fleste vil på trods af sådanne ”eventyr” af ren bekvemmelighed blive ved med at kalde dem for ”mus”, og den yngre generation vil ganske enkelt ikke vide bedre end at tro, at de er ”rigtige” mus.
I begge tilfælde afhænger det ”reelle” eller det ”virkelige” af forventningen hos iagttageren.
Det vi forventer
Hvis en mus gør, hvad vi forventer, så må den være ægte. Dette forudsætter imidlertid at musen forbliver uforandret. Hvis en mus hver eneste gang vi så den, ville have en anden farve, form og størrelse, så kunne vi overhovedet ikke benævne den. At ”tingen” er konstant eller i det mindste forandrer sig meget langsomt, synes at være en forudsætning for, at vi kan kalde den ”virkelig”. Hvis realiteten af ”noget” afhænger af dets uforanderlighed, så må det betyde, at vi har svært ved at begribe noget, som forandrer sig hurtigt og ofte. Noget sådant vil vi være tilbøjelige til at betegne som ”uvirkeligt” – eller irreelt.
Videnskaben udforsker det uforanderlige
Videnskaben udforsker det uforanderlige. Den søger igen og igen ”det konstante”. Hvis vi smider en sten ud af en flyver, så vokser denne stens fart imod jorden. En sådan forandring udgør en skræk for en videnskabsmand, og han helmer ikke, før end han har fundet ud af hvordan denne forandring kan beskrives som noget konstant.
Redningen ligger i tyngdeaccelerationen som heldigvis synes at være konstant: 9,80665 m/s². Denne konstante acceleration gælder ikke kun for min sten, men for alle sten!
Efter en smule overvejelse kan vi imidlertid komme til den konklusion, at selv denne ”konstant” ikke kan være konstant. Den bygger nemlig på den antagelse at det er jordens masse, som tiltrækker stenen, og jordens masse ændres vel i takt med, at der falder meteoritter ned på den, eller den afgiver masse til verdensrummet?
Det kan være at denne forandring er lille, men vi er nødt til at anerkende at 9,80665 m/s²er en approksimation.
Det vi kalder for ”naturlove” beskriver måske strukturer og fænomener som ændrer sig yderst langsomt, og vi har ikke noget belæg for at er findes noget, som overhovedet ikke er i forandring .
Vi forlanger og forventer at det er konstant
På trods af dette, definerer vi videnskabeligheden i et forsøg, ved. f.eks. at forlange, at forsøget kan gentages af andre videnskabsmænd med (nogenlunde) konstante resultater. Viden bliver i den forståelse til det, som alle kan se og sanse ”hver gang”. Dette ER et bord! … og hver gang vi undersøger det, finder vi de samme konstanter som fortæller os, at det er et bord.
Selv i psykologi og lægevidenskab skal viden defineres som noget konstant. Dette ER en autist. Dette ER kræft. ..og dog gør ALLE autister noget forskelligt, ligesom ALLE kræftpatienter gør noget forskelligt.
Hvis vi tager udgangspunkt i det forhold, at vi erkender forskelle og kun forskelle, så bliver det interessant at se på, hvad konsekvensen af denne jagt på konstans betyder.
Erkende igennem min egen forandring
Hvis det emne, som jeg iagttager ikke forandrer sig (i vores opfattelse), så kan jeg alene erkende noget nyt om dette igennem min egen forandring. Idet det så bliver den eneste måde at generere en ny forskel på, som jeg kan få øje på.
Samtidig så peger ovennævnte eksempel med musen på, at hvis tingene ændrer sig meget hurtigt (hele tiden), og vi forbliver uforandrede, så er vi også ude af stand til at erkende dem.
Vi kunne stille os spørgsmålet, om vi erkender bedre, jo hurtigere vi så er til selv at forandre os?
Et eksempel:
Hvis vi filmer en plante over lang tid, og efterfølgende kører filmen hurtigt, vil vi på denne fremvisning kunne iagttage en organisme, som er i konstant bevægelse og tilpasser sig sine omgivelser. Den forandrer sig hele tiden. I vores daglige iagttagelse ser vi ikke denne forandring hos planten… den ser relativt konstant ud, og netop på grund af denne tilsyneladende relative uforanderlighed tillægger vi heller ikke planten en særlig stor bevidsthed og evne til at ”tænke”. Dette er jo imidlertid blot et spørgsmål om forandringens hastighed. Idet vi med al sandsynlighed ville se anderledes på planter, hvis de forandrede og tilpassede sig i det hurtige filmtempo! Vores erkendelse bliver her påvirket af forandringens hastighed.
… Og planten er vel stadig den samme?
Ved at jeg forandrer mig, skabes forskelle
Den hastighed, hvormed vi som mennesker forandrer os, ser måske for et træ ud, som hvis vi skulle iagttage en riffelkugle, der kommer farende igennem luften. Vi er ude af stand til at se og sanse den, med mindre den rammer os, og da er det effekten af den, som vi erkender.
Træet ”ser” os ikke med baggrund i den store forskel i forandringstempoet imellem os. Se f.eks. på et glas som relativt set også er ”uforanderligt”.. selvom det jo altså reelt set er flydende og langsomt bliver tykkere ved bunden.
Hvis jeg skal øge min erkendelse af dette glas, så er der kun en vej, og det er ved at JEG forandrer mig.
Grundantagelsen er som nævnt tidligere, at vi alene er i stand til at erkende forskelle. Hvis det jeg iagttager relativt set virker uforandret, må jeg selv forandre mig for at skabe den nye forskel, der gør det muligt for mig at erkende noget nyt.
Vores erkendelse i det hele taget, også af om noget er ” virkeligt eller uvirkeligt ”, afhænger således af såvel forandringshastigheden i vores omgivelser, af vores egen evne til forandring, og af det tempo som vi selv kan forandre os i?
Rækkevidden af dette er ganske stor for mig… Ja den er svimlende!