Risici

Hvad betyder det at vurdere risici?

En risikovurdering skal benyttes til at finde de områder, hvor læring er nødvendig: Hvad er det vi skal lære i forbindelse med dette projekt, eller denne opgave?

Findes eller opfindes risici?

Risici kan forbindes med mange paradokser.

Hvis jeg oplever mig som kompetent, vil det være vanskeligt for mig at gøre noget til en “risiko”. I min kompetence besidder jeg en færdighed, der gør, at jeg kan bevæge mig i de situationer, der måtte opstå i forbindelse med en given opgave.

Oplever jeg mig omvendt som inkompetent, vil jeg alene igennem min forestillingskraft og -evne kunne “opfinde” forskellige scenarier, jeg i kraft af min inkompetence vil betragte som “risici” – dvs. noget, der kan gå galt?

Risici “findes “ ikke, men opfindes. En risiko eller chance/mulighed fungerer som et scenarie der endnu ikke er indtruffet, men KUNNE indtræffe. At opfinde risici forudsætter således en god og kreativ forestillingsevne.

Derude eller derinde?

Ofte benyttes en temmelig uhensigtsmæssig formulering i forbindelse med risici: At foretage en “Risiko analyse”. Det kunne forlede til at tro, at risici er “derude” og ikke “derinde”? Dvs. den forekommer i intellektet på den, der iagttager noget SOM en risiko?

Ser jeg kun det jeg har erfaret?

Er det muligt at forestille sig noget, der ikke har baggrund i en erfaring?

Hvis jeg f.eks. ikke forbinder noget med ordet: “en Qvasimumfyp” – så vil jeg for at søge forståelse, bede om at få det forklaret med henvisning til noget, jeg “kender” – dvs allerede har en erfaring med.

Den, der opfinder risici, er med andre ord måske kun i stand til at opfinde de, som udspringer af vedkommendes egen erfaring? Selv det, som jeg kan kalde en “erkendt mangel på erfaring” har vel sin rod i en erfaring?

En invitation til at lære?

Dette leder til at stille sig spørgsmålet om risici skal “forebygges” og undgås, eller om risici ikke hellere kan opfattes som en invitation til, at der er noget, der kan læres og forstås? At en risiko udtrykker en manglende kompetence? En manglende færdighed i fohold til at kunne bevæge sig hensigtsmæssigt i det, der sker ved en given opgave/aktivitet?

At opfinde risici betyder i så fald at “få øje på, hvor vi skal forbedre vores praksis”.

Nogle eksempler

Store sten i jorden

Hvis jeg i min dagligdag er beskæftiget med at grave rør ned i landskabet, vil det at møde en stor sten IKKE være at se som en risiko – med mindre jeg kunne have været så letsindig og inkompetent ikke at have kalkuleret med, at der kan ligge store sten i jorden?

Enhver der har med gravearbejde at gøre ved, at sten ER der, og at det naturligvis kan være vanskeligt på forhånd at sige, hvor de er? Spørgsmålet lyder således, om jeg har den fornødne handlekraft, viden, hjælpemidler og kunnen til at omgå eller fjerne store sten på min vej?

Snavs og fødevarer

Hvis jeg er beskæftiget med at producere fødevarer, ligger det som en del af min kompetence at sørge for at rum, udstyr og personale er rent. AT snavs opstår vil ikke være en risiko men en kendsgerning – en del af den nødvendige kompetence at have øje for.

Naturligvis kunne jeg som kompetent få den ide at andre – f.eks. de, der er ansat til at gøre rent – IKKE besidder denne kompetence, og det vil så rejse spørgsmålet om, hvordan JEG opdager, at der ikke er rent nok, før eller under produktionen? Altså: hvordan jeg får øje på det?

At opfinde risici handler således i et systemisk perspektiv om at undersøge nødvendigheden af læring og behovet for en god praksis.

Kompetence til at “få øje på”

“Er det farligt at klatre” spurgte en bekymret mor klatreinstruktøren, inden hun ville sige god for at lade sin teenage-søn gå med på en krævende vandring i bjergene.
“Nej – ikke hvis man ved, hvad man skal gøre” svarede instruktøren – “Det gør jeg – og han er sammen med mig”.

Risikoen ligger i den manglende kompetence til at bevæge sig i det, der sker, imens det sker.

Risici betinges af ambition

En andet forhold, der gør sig gældende, når vi taler om risici, vil være at de altid forudsætter, at der opstilles et mål eller en ønsket fremtidig tilstand?

Risici hænger uløseligt sammen med ambition.

Opstilles der en ambition vil der uvilkårligt også være angst for at den ikke indfries? Som bekendt inviterer angst ind i kontrol og fokus.

Fokus betyder spænding. Jeg lukker fysisk i både krop og intellekt. Ekstrem angst kan beskrives som at “fryse”.

Hvis der findes kompetence erstattes både ambition og mål, af en afspændt opmærksomhed. Det der sker lige nu, er det, som vi bevæger os i – IKKE en eller anden ide eller forestilling om noget der skal opnås. At være opmærksom betyder at være SANSENDE til stede og opfatte alt, hvad der sker, imens det sker.

Angst og kontrol

For de gamle Samuraier var det af afgørende betydning, at de ikke længere havde angst for døden. Et var de færdigheder, de kunne besidde. Disse evner er ikke meget bevendt, hvis kroppen stivner i angst. Smidighed, adræthed, hurtighed hinsides tøven, hænger sammen med at kunne bevæge sig afspændt og opmærksomt. – Dvs. uden at være hverken fokuseret eller “slap” – men frit, umiddelbart og sansende.

Den, der kæmper uden angst (for døden) vil være meget svær at overvinde. Og blot som en tilføjelse, så betyder det at mangle angst for døden, at livet kan leves fuldt og helt.

Barnet i træet

Barnet,  der klatrer op i det høje træ, ser ikke dette som en risiko, og fortsætter ufortrødent. Moderen, der ikke besidder samme bevægelseskompetence, og hverken kender lige netop dette træ, eller den lille nysgerrige krop der klatrer i det, vil igennem sine bekymrede tilråb og sin forestilling om, hvad der kunne gå galt – altså såfremt man ikke er kompetent i sin klatring – invitere barnet ind i angst og forsigtighed. En angst der som “magtmiddel” fungerer fortræffeligt, ved at invitere ind i kontrol.

Helt absurd bliver det, hvis hendes forehavende lykkes, og barnet “overtager” angsten – dvs tror på hendes fortælling. Så ender purken måske med at sidde rystende oppe i toppen, og være handlingslammet i en pludselig manglende tro på egen kompetence?

En begivenhed der givet vil bekræfte moren i, at bekymringen var berettiget?

At undersøge og udvikle vores praksis

Skal jeg samle alt dette til en kort refleksion, vil det betyde, at vores arbejde med at lave risikovurderinger IKKE skal handle om “alt det, vi skal undgå”, men om at undres over vores praksis og igennem denne iagttagelse at udvikle den.